Ipod

Dem der har læst med de sidste par dage vil vide at min ipod er i stykker, og jeg ved ikke hvordan jeg konverterer musik fra cd format til mp3 så jeg kan få det lagt ned på min nye meget grimme men super billige mp3-afspiller. Det er selvfølgelig pinligt at jeg ikke kan finde ud af det, men mest af alt er det pokkers upraktisk, for i går kunne jeg ikke undgå at køre med tog, og i toget har jeg et stort behov for at lukke de andre passageres lyde ude, men det kunne jeg altså ikke gøre i går.

Jeg var stået tidligt op om om morgenen for at nå alt før jeg skulle af sted, jeg havde masser at tid til at rende rundt i pyjamas og ordne småting, men lige pludselig havde jeg ikke spor god tid længere. Jeg smed alt mit lort (computer og latinbøger) ned i en taske og for ud af døren.

3 timer senere havde jeg mødtes med min tutor og stod på Aarhus banegård 45 minutter før mit tog gik. Alt var pludselig gået så hurtigt om morgenen, at jeg ikke havde fået en madpakke med, og jeg stod og havde kvalme. Min første tanke var at købe noget hurtigt i 7/11, men jeg ombestemte mig og gik hen til den bagelshopder lå lige ved siden af. Jeg har før fået en sandwich, men sådan en RIGTIG sandwich med masser af fyld har jeg ikke fået siden 2009. Jeg husker den ganske tydeligt, den var god. Jeg husker ikke hvorfor jeg stoppede med at spise sandwiches, det var vel bare sådan tingene var.

Jeg måtte betale 60 kr for en bagel med omelet og humus, hvilket var uhyre overpris i forhold til hvad man fik, men sådan er det nu engang når man er for doven til at gå de 300 m hen til et billigere sted. Det var desuden et stort skridt i min bedring, så lad os ikke tale for meget om prisen, og lad os ikke tale om, at det var en lidt fesen oplevelse fordi jeg ikke ville have dressing i. Lad os i stedet bare være glade for, at jeg spiste en STOR sandwich uden at føle mig som en fed gris efterfølgende.

Det var dog svært at spise med al den larm omkring mig, men det skulle blive værre . Da jeg kom ned på perronen manglede der et togsæt på toget, selvfølgelig den vogn jeg skulle være i. Personalet på perronen sagde godt nok, at de var ved at finde et togsæt til os, men jeg er klogere end at stole blindt på DSB, så jeg var nevøs, Det lykkedes dog og jeg fik min plads, men det var 30 minutter hvor jeg i høj grad savnede min ipod. Blandingen af uforudsete hændelser og mange mennesker gjorde mig nervøs