Man har ikke lyst til at snakke om det, men mens der er børn der er nuttede og som man bare har lyst til ar kramme og kysse og tage med hjem, så er der børn man bare har en tendens til at overse. Jeg var som sådan ikke grimmere end børn generelt var dengang i 90'erne, jeg var ikke frækkere, eller mere beskidt, jeg var der bare ikke så meget. Min elskede farmor kan ikke lide at jeg siger sådan, og jeg elsker hende for det, men jeg var en helt anden person i skolen, end jeg var derhjemme, hvor jeg havde ro.
Min mor prøvede at indføre en regel om at jeg kun måtte være syg hver anden uge, men det gik ligesom i vasken allerede første sygdomsfri uge.
Jeg har altid prøvet på ikke at bebrejde nogen, for jeg vil ikke være en bitter person, men i går fortalte jeg en af pædagogerne om min skoletid, og hun blev egentlig ret forarget. Hun sagde at jeg havde været ude for et enormt svigt fra lærernes side, for det var jo tydeligt, at jeg ikke havde det godt allerede dengang.
I 9. klasse havde vi en klassens time om mobning. Jeg tog mod til mig og fortalte, at jeg i de små klasse græd hver dag hvor jeg kom hjem fra skole, men min lærer sagde bare, at det var jeg selv ude om, for jeg var godt nok et mærkeligt barn.
Men det var egentlig slet ikke det jeg ville snakke om. Generelt er jeg en ret charmerende person, og de fleste mennesker jeg møder inden for forskellige professioner kan godt lide mig, undtagen lærere. Her over 20 år efter jeg første gang startede i skole, har jeg stadig svært ved at snakke med mine lærere. Lærere i folkeskolen, gymnasiet og på universitetet er tre vidt forskellige ting, men jeg er stadig og har altid været så desperat efter lærernes accept, at jeg slet ikke kan finde ud af at kommunikere med dem, hvilket har gjort at mange ligefrem prøver at undgå at have kontakt med mig, hvilket så gør mig endnu mere usikker på mig selv, hvilket så gør, at jeg har endnu mere brug for lærerens accept, og på den måde har jeg altid ødeligt alting for mig selv.
Det var så min historie, som jeg egentlig ikke havde tænkt mig at skrive, men efter samtalen i går er det noget der har fyldt temmelig meget, så jeg kunne ikke koncentrere mig om at skrive om noget andet.
1 kommentar:
Øv, hvor lyder det ubehageligt. Jeg vil også sige, at det var svigt fra skolens side dengang..
I øvrigt synes jeg, du er vildt kær på det billede! :-)
Send en kommentar