Panodilpigen

Togene helt tidligt om morgenen går ikke på nogle gode tidspunkter, så jeg kommer til Aarhus MEGET tidligt. I fredags da jeg kom til stationen tænkte jeg "jeg har fornuftigt fodtøj på, vejret er friskt, jeg tror da lige at jeg GÅR ind på uni". Det er en fin gåtur på en halv time, tre kvarter, men for ikke at gå ved en alt for trafikeret vej, drejede jeg af og gik ind gennem hospitalsområdet. Det var det somatiske (almindelige) hospital og ikke psykiatrisk, men jeg har alligevel mange minder derfra, og de kom væltende ind over mig, og jeg gik og blev helt melankolsk.

Når jeg havde taget piller og blev kørt på hospitalet var der to forskellige hospitaler jeg kunne ende på. Dette hospital var det gode, hvor de snakkede med mig og så mig. Det andet sted så de lige igennem én når de en sjælden gang så til mig, for jeg var jo bare en 'panodilpige'.

En sygeplejerske på det gode hospital fortalte mig, at de fra psyk var blevet instrueret i ikke at snakke med os, for vi skulle jo nødig få en god oplevelse og blive inspireret til at gøre det igen, men det gik imod alt det hun havde lært på sygeplejeskolen, det gik imod alt hvad hun følte som menneske. At tage panodiler er både fysisk og psykisk en voldsomt ubehagelig oplevelse, lidt medmenneskelig kærlighed ændre ikke på den sag, men det gør at man en dag kan vågne op og tænke "x sagde, at jeg fortjener at leve, og måske har hun ret". På det andet hospital følte jeg mig som menneskehedens bærme, som en der burde gøre samfundet den tjeneste at gøre det (selvmordsforsøget) ordentligt næste gang.

Sådan var det også i ambulancerne. Jeg har aldrig mødt en ambulanceføre der viste mig venlighed, men det er vel hvad man kan forvente, er det ikke? Jeg var jo selv ude om det. Jeg får altid en følelse når jeg ser en ambulance. Dengang da jeg havde det rigtig skidt fik jeg lyst til at græde. Jeg tænkte at det burde være mig den kom efter, jeg tænkte, at den kunne føre mig til min redning. Jeg ville gerne dø, men jeg ønskede også, at nogen skulle overbevise mig om, at det ikke var nødvendigt. Så jeg blev altid så skuffet når de i ambulancen var kolde og afvisende. Nu om dage føler jeg mere en melankoli over at det skulle blive så slemt før det blev bedre.

Hvor nemt tror nogle folk det er at tage Panodiler? For mig var det enormt svært. Jeg fik en umanerlig kvalme bare efter nogle stykker, og en del af min hjerne kæmpede imod, for jeg vidste jo godt, at det var fundamentalt forkert. Jeg tror ikke, at jeg ville have kunnet gennemføre det hvis det kun handlede om opmærksomhed, men selv hvis det kun havde handlet om det, må man så ikke formode, at der er et problem der der fortjener opmærksomhed?

Alt det gik jeg og tænkte på der på hospitalsområdet. Vejret var vitterligt meget friskt, og mine fingre var isnende kolde. Jeg samlede en kastanje op, en af dem med smukt mønster, som jeg gik og legede lidt med. Det er meget fint med tilbageblik engang imellem, for det sætter tingene i perspektiv. Nogle dage synes jeg for eksempel at det er hårdt med mine latinske verber, men nej, det er jo i virkeligheden ikke spor hårdt, ikke i forhold til de ting jeg måtte igennem dengang, men det føles godt, at det føles hårdt, for det siger noget om, at mine personlige problemer er ret overskuelige for tiden. Jeg smiler lidt ved mig selv og tænker, at det er en skam, at alle de mennesker jeg mødte dengang, både dem der hjalp og dem der ikke gjorde, at de aldrig får lov til at se den raske den glade Linda