Angst på uni

Jeg lod som om jeg var okay, men jeg var stadig mærket af min selvskade, da jeg tog af sted på universitetet i går. Det var gået fint til træning om morgenen, det gik fint i toget, men da jeg kom ned på uni og sad i klasseværelset (jeg var kommet tidligt og var helt alene) så kom angsten snigende og overmandede mig. Det hele virkede så overvældende, lokalet var så tomt, vejret så gråt og koldt og jeg vidste ikke om jeg kunne klare det. Skulle jeg bare tage mine ting og gå? Jeg var alene, så ingen ville opdage det, hvilket bare fik mig til at føle mig endnu mere deprimeret. Jeg vandt en tom side i min kalender og begyndte at skrive "angst" om og om igen, over 100 gange. Det lyder dumt, og jeg følte mig som en lille emo tøs, men det hjalp faktisk, lidt i hvert fald.

De andre kom, og det var på én gang skræmmende og beroligende. Vi snakkede om helt almindelige ting, om at der i næste uge er et foredrag på universitetet om "I want to be a samurai". Hende jeg gerne ville have med kunne ikke, hun skulle til et møde, men det kan også være lige meget, for bachelorstuderende er ikke inviterede, hvilket er en skam, for det lød spændende, men jeg ville nok alligevel ikke kunne komme, for nye situationer kan nemt gøre mig angst, og så alligevel, det kunne være sjovt at prøve...

Langsomt blev klassen fyldt, og jeg kom til at sidde ved siden af nogle jeg ikke kendte, for dem jeg kendte ville ikke risikere at blive hørt i lektien, så de satte sig ned bag ved, og det gjorde de klogt i, for jeg og dem ved siden af mig blev rent faktisk hørt, og jeg blev misundelig på de studerende der stillede gode spørgsmål, som jeg slet ikke havde tænkt på, og så var jeg også nødt til at finde på et godt spørgsmål, for min lærer kaldte mig dygtig, og det var jeg på en eller anden måde nødt til at leve op til, og det hele var meget forvirrende, og jeg længtes efter at komme ud, men samtidig var det også rart og trygt at sidde og lytte til vores lærer som er super sej, men ret speciel, og jeg var til stede, men jeg var der ikke, ikke rigtigt, for jeg var udmattet af at føle alt for meget.

Da timen sluttede virkede vejen hjem pinefuldt lang, og jeg kunne ikke læse i toget, jeg sad bare og stirrede ud af vinduet. Da jeg kom hjem var jeg fuld af forvirrede tanker, men jeg kunne ikke tale med nogle om dem, for jeg blev virkelig såret forleden dag, og nu tør jeg ikke sige noget som helst. Der var dog en pædagog der til sidst fandt tid til at sidde sammen med mig og snakke om overfladiske ting, hvilket var bedre end slet ikke at snakke om noget, men jeg var alligevel nødt til at tage noget beroligende.