Om at tale positivt om sig selv

Jeg havde besøg af min psykolog i går, og jeg snakkede rigtig meget om alle de ting jeg kan, om alle de ting der går godt og om alle de ting der lykkes for mig for tiden. Jeg var glad, og min psykolog var glad på mine vegne, og hun sagde, at jeg så godt ud, at jeg strålede, og jeg var glad fordi hun sagde det.

Men jeg var træt i går, meget træt, og i løbet af dagen begyndte tankerne at køre. Havde jeg virkelig sagt alt det? Har jeg virkelig forvandlet mig til sådan en af dem der bare gør sådan noget? Åbenbart, og det er egentlig ikke nødvendigvis noget jeg er glad for, for hvem siger, at det stopper her? Hvem siger at jeg ikke pludselig bliver forvandlet til en af de piger der bare baldrer løs om hvor fantastisk jeg selv er, den pige vi alle kender fra folkeskolen? Tanken skræmmer mig rigtig meget, for det var den pige jeg hadede i folkeskolen. Jeg hadede hende, fordi jeg hadede mig selv.

Det har altid været en stor del af min personlighed at være selvudslettende, selvhadende og depressiv, og selvom det ikke er følelser folk forbinder med noget positivt, så indeholder de for mig noget, om ikke rart, så i hvert fald trygt og godt, for sådan har det jo bare altid været. Al energien til at klare hverdagen og til at tænke rare tanker, det er noget der stille er kommet gennem årene. Især gennem det sidste år til halvandet er tingene gået stærkt, og det betyder, at mine hjerne har skullet lære at arbejde på helt nye måder.

Hjernen er en 'muskel' der skal trænes, og nogle gange føles det som om, jeg er i gang med at træne den fra bunden, for jeg er ikke kun fysisk træt, jeg er også mentalt udmattet. Jeg har ikke lyst til at klynke, og selvom jeg egentlig har det udmærket, så ønsker jeg ligefrem at blive indlagt, for tanken om i overført betydning at være lænket til en seng i 'et rum så tilpas anonymt at man kan føle sig fri', gør mig tryg. Jeg hører ikke hjemme på et hospital, for al denne evindelige forholden sig til al ting er udmattende, men tanken om at kunne lade hjernen slappe af en stund er fristende, men jeg ville nu nok komme til at kede mig ligegyldigt hvor mange bøger jeg medbragte, og jeg ville nok få fniller af ikke at kunne være fysisk aktiv.

Jeg skal til Paris med DUK (Danmarks Unge Katolikker) og jeg er rædselsslagen. Nye mennesker i en ny by og masser af aktiviteter dagen lang. Jeg er træt nu hvor jeg bare følger mine vante rutiner, og når der så sker en enkelt ny og spændende ting, så bliver jeg udmattet, hvordan vil jeg så kunne klare en hel uge med nye udfordringer.