Om at være rigtig ynkelig

Når det bliver varmt og trykkende i vejret, så bliver jeg rigtig dårlig fordi mit blodtryk falder markant. Normalt er jeg en person der kan tåle en ret stor mængde ubehag uden at kny, men når mit blodtryk falder, så bliver jeg simpelthen så ynkelig at det er helt pinligt. Sådan en dag havde jeg i går.

En af drengene var for en gangs skyld i rigtigt snakke humør, og det var en fantastisk mulighed for at lære hinanden bedre at kende, men det eneste jeg kunne tænke på var hvor dårligt jeg havde det. Jeg havde hedeture, og jeg havde ondt i hjerte og lunger. For at være ærlig, så troede jeg at jeg var ved at få et hjerteanfald, jeg troede jeg skulle dø. Okay, måske ikke helt, et eller andet sted vidste jeg jo godt, at det ikke var noget alvorligt, og jeg panikkede da heller ikke, ikke helt i hvert fald.

Jeg gik ind i køkkenet og klynkede til en af pædagogerne, men hun sagde ikke de ting jeg gerne ville havde hende til at sige, hvilket var at hun ville tilkalde vagtlægen, en ambulance eller måske endda en bedemand. Hun ville have mig til at drikke lidt og spise et æble, hvilket jo var fornuftigt nok, men lidt tøsefornærmet kunne jeg ikke lade være med at blive (stener lige lidt over at stavekontrollen godkender et ord som 'tøsefornærmet').

Min ene kontaktpædagog, som jeg kalder pædagog for nemhedens skyld, men som i virkeligheden er SOSU-assistent, kom, og hun tog mig med op i min lejlighed hvor hun åbnede vinduet så det blev dejligt køligt og jeg blev lagt på min chaiselong med fødderne oppe, og så kunne jeg ellers ligge der de næste to timer og kede mig (min nuværende bog er på 700 sider, så det var lidt svært at læse). Vi kunne blive enige om at det nok ikke var noget alvorligt, for man ligger nok ikke og keder sig hvis man er ved at få et hjerteanfald eller et kæmpe angstanfald (henholdsvis mit og hendes forslag).

Det var ikke fordi jeg ikke ville nævne lavt blodtryk som et forslag, det var bare, at jeg slet ikke tænkte på det, og det skar hver gang det sker. Jeg bryder mig nu heller ikke altid om at nævne det, og det blev heller ikke bedre da jeg for nogle uger siden var ved lægen med det.

"Det er ikke en sygdom, men en lidelse. Det er der mange unge piger der lider af"

 Tak for absolut ingenting. Han kunne jo lige så godt have sagt, at jeg bare var hysterisk (hvilket jeg jo nok også er), men det forhindre mig/os jo stadig i at leve mit/vores liv bare sådan nogenlunde normalt, så jeg synes måske at det er lidt ubehøvlet, ikke af min egen læge som sådan, men af lægestanden generelt, at tage så let på det. Det virker så gammeldags, som Maude der ligge måtte lægge sig lidt, som kvinder med dårlige nerver der blev ordineret hvile. Nu om dage er ordet 'nervemedicin' noget der står på pakkerne med antipsykotisk/angstdæmpende piller. Så stakkels os hysteriske kvinder.

"Det er ikke skadeligt for kroppen"

Nej, det kan godt være, men det er stadig pokkers ubehageligt.

Jeg skal til Paris her om et par uger, så hvad nu hvis jeg får det rigtig skidt når jeg kommer ned i varmen? Skal jeg så bare ligge på mit hotelværelse hele ugen? Fy fabian, ikke tale om, jeg må bare lære ikke at væreså ynkelig når det sker, "for det skader jo ikke".

Nogen der kender et godt quick fix til lavt blodtryk? Jeg kender selv:
1. Rigeligt med væske.
2. Ikke spare på saltet.
3. Lakrids (sukkerfrit, for jeg har været sukkerfri i over 1½ år)
4. Motion (at være i god form skulle hjælpe, selvom jeg nu ikke synes jeg kan mærke det)