Om universitetet

Jeg har været depressiv i svingende grad i al den tid jeg kan huske, men den gang jeg virkelig blev syg, den gang efter mine forældres skilsmisse, da måtte jeg droppe en eksamen, selvom jeg havde fulgt al undervisningen og faktisk var ret god til det.

Faget var hebraisk, det fedeste fag jeg nogensinde har haft. Det talte direkte til mit autistiske hjerte, og jeg underholdte mine medstuderende med de mest mærkværdige oplysninger, som jeg jeg havde samlet op de mest mærkværdige steder.

"En hund hedder kelev på hebraisk og kulba på assyrisk/aramæisk (v og b er i princippet samme bogstav bare stemt eller ikke stemt) og kamel hedder gamal og gumla, og sådan er det hele vejen igennem"

Pointen i denne lille enetale var, at  konsonanterne, som er dem der virkelig betyder noget i semitiske sprog, var de samme i  henholdsvis hebraisk og assyrisk og viser hvor hvor tæt de to sprog ligger på hinanden. Det var ikke noget vi skulle vide, det var bare rent nørderi.

I går fik jeg brev fra universitetets studienævn om, at jeg er blevet genoptaget på teologi, så jeg i det mindste kan få gjort den ene eksamen færdig. Det lyder så fesent, når folk spørger hvor langt jeg kom på universitetet, at jeg er nødt til at sige "To år, minus en eksamen". Jeg har kun kræfter til at tage et fag ad gangen, men på sigt kan jeg måske så tage nogle af de andre fag. Jeg er jo heldigvis pensionist, så jeg behøves ikke at bekymre mig om ECTS-point.

Nu hvor jeg så står med brevet mellem hænderne, bliver jeg bekymret. Hvad nu hvis jeg ikke kan klare det? Hvad nu hvis det bliver for anstrengende for mig? Hvad nu hvis jeg ikke kan klare de to timers transport hver vej? Hvad nu hvis jeg begynder at pjække? Hvad nu hvis jeg bare ikke er god nok? Jeg synes at jeg har fejlet så mange gange i mit liv, jeg har ikke brug for flere nederlag, dem har jeg nok af. Men selvfølgelig klarer jeg det, det siger alle, men hvor ved de det fra? De har aldrig testet mine akademiske evner.

Det bliver underligt t vende tilbage på uni. Alle dem jeg studerede med er færdige eller i gang med en phd. Jeg har i gennem årene kunne følge dem på facebook. Jeg har følt at jeg har været vidne til det rigtige liv uden selv at kunne deltage. Nu skal jeg så selv have en lille bitte bid af kagen, men vil jeg kunne lide lugten i bageriet. Dengang jeg læste, var jeg vild med studielivet, men jeg er blevet ældre, meget ældre, og jeg er ikke længere den samme person.

Jeg er bange, og jeg er spændt og de to følelser, flyder sammen og gør mig forvirret. Kære Gud i Himlen, lad mig klare dette her.