Om min OL partner

Der er mange midlertidige personer i huset lige for tiden, både beboere og personale. De skal være her til engang i oktober, hvor vores søsterbosted åbner, kun et stenkast herfra. Det betyder, at der er rigtig mange mennesker i huset i øjeblikket, og det kan godt være lidt hårdt, en af de midlertidige beboere kan jeg endda finde på at hade nogle dage, bare fordi han er der, hvilket egentlig er synd, for han har ikke gjort mig noget, ikke rigtigt i hvert fald. Jeg ved at de alle er midlertidige, og det forsøger jeg at forholde mig til, for i oktober vil de alle som en forsvinde ud af mit liv 'PUF'. Det er på nogle punkter faktisk lidt hårdt, for der er en af pædagogerne som jeg er kommet til at holde rigtig meget af.

Hver dag sidder jeg foran fjernsynet og lader mig hypnotisere af en illusion, lever mig ind i et glansbillede, eller på mere almindeligt dansk, så ser jeg OL. Jeg er ikke synderligt interesseret i hvem der vinder, men jeg elsker at se dem kæmpe, se dem overvinde sig selv, og derfor elsker jeg den lille roer fra Niger, der selvom han var så langt bag ud så tvivlede han ikke et sekund på sig selv, og han blev belønnet med et kæmpe bifald, og jeg sad i sofaen med tårer i øjnene og havde lyst til at klappe med.

Den midlertidige pædagog er min OL partner, og hun kommer tit ind og sætter sig i sofaen, og jeg kunne vise hende min lille nigerske (hedder det det) roer, og lige som jeg forelskede hun sig også lidt i ham, og vi kunne blive enige om, at det var uretfærdigt når journalisterne ikke kunne lade være med at gøre en lille smule grin med ham, for han kæmpede jo hårdere end nogen anden og med endnu mere stolthed.

Den midlertidige pædagog og jeg sidder i sofaen og diskuterer resultater, præstationer og en lille smule sladder, og selvom hun er midlertidig, og jeg ved at hun snart forsvinder ud af mit liv 'PUF' så har jeg taget hende ind og stoler ubetinget på hende, og det glæder mig, men jeg er også skræmt fra vid og sans. I går da jeg sagde godnat til hende sagde hun, at hun kommer igen onsdag, og så skal vi rigtig hygge og se OL, og hjertet sprang i livet på mig, og jeg glæder mig som et lille barn til juleaften, men lige der gik det også op for mig, hvor meget jeg så kommer til at savne hende, når hun er væk.

Jeg har lyst til at være sammen med hende så meget som muligt inden hun forsvinder, men jeg har også lyst til at trække mig allerede nu, i håb om, at det vil gøre mindre ondt, når tiden kommer hvor hun må bort.