Om at skulle bevise noget

I går eftermiddags var mit blodsukker som sædvanligt pinefuldt lavt, og jeg var træt, og jeg ville helst bare ligge på sofaen og kigge skod TV, alligevel tvang jeg mig selv til at lave julepynt i nålefilt. Jeg lavede et stort grå-blåt hjerte med små lyseblå striber der snoede sig ned af det.

Det er november, der er lang tid til jul, jeg kan slet ikke forholde mig til julepynt endnu, men alligevel lavede jeg det. Hvorfor? Fordi en at pigerne, C, hele tiden sidder og laver det, og hun er dygtig og får ros.Generelt er det sådan, at det er mig der maler og hende der laver kreative ting, men jeg havde pludselig et enormt behov for at vise, at hun ikke er den eneste der kan, jeg kan også.

Det er som om jeg hele tiden skal bevise ting. Jeg skal bevise, at jeg kan passe min løbetræning, at jeg kan holde orden i min lejlighed, at jeg er dygtig til at tegne og male, at jeg knokler hårdt med hebraisk, og at jeg også kan alt det de andre kan. Hvorfor skal jeg bevise, at jeg kan det hele? Hvorfor er det ikke nok bare at have nogle få ting som jeg gør godt?

Jeg blev diagnostiseret meget sent, så i hele min skoletid, skulle jeg konkurrere med normale børn uden at få anden hjælp end hvad mine forældre kunne tilbyde, så jeg havde rigtig svært ved at klare mig. Fagligt gik det ok, men jeg var hele tiden så forbandet træt, så jeg er vokset op med, at jeg er doven, jeg havde jo ikke mine lektier i orden, jeg var 'syg' ugentligt, jeg holdt hurtigt op med at dyrke sport, jeg kunne ikke koncentrere mig i timerne. Jeg husker ikke i hvilken grad folk kaldte mig doven, men det var det jeg kaldte mig selv, og det ord sidder stadig dybt inde i mig, og det gør stadig ondt.

I gymnasiet brugte jeg min spiseforstyrrelse til at lære selvkontrol, men det er ikke noget man bare sådan lige lærer på tre år (det tog mig nok nærmere syv), så jeg fejlede og fejlede, og selvom jeg sled hårdt, så var det aldrig godt nok, så jeg måtte jo tillige være dum.

Nu kan jeg det der med selvkontrol i en acceptabel grad, så nu er jeg i gang med at vise verden, at jeg hverken er dum eller doven. Hvis jeg skal tro pædagogerne, så ved verden det godt, og synes vist ligefrem at jeg er dygtig, klog og overskudsagtig, men jeg ved det stadig ikke selv, så jeg har endnu massere at bevise. Derfor sidder jeg en lørdag eftermiddag og laver julepynt selvom jeg ikke har spor lyst, derfor går jeg ned i kælderen og dyrker yoga selvom selvom det er kedeligt.

Det er egentlig ikke super fedt at skulle bevise noget hele tiden, især når jeg alligevel ikke accepterer resultatet, men i min verden findes der kun ét andet alternativ, og det er dovenskaben, og det er endnu værre.