Om min bedste veninde

Jeg har været enormt ked af det på det sidste, for min aller bedste veninde er meget syg. Forleden fik hun tilbudt en plads på Rigshospitalets anoreksiklinik, men hun kan ikke få sig selv til at sige 'ja'. Jeg forstår godt at hun er bange, jeg forstår godt, at hun også skal tænke på sine børn, men det gør ondt at være vidne til, at hun stykke for stykke falder fra hinanden. Indlæggelse eller ej, så er det ikke mit valg at træffe. Jeg prøver at være der for hende, støtte hende, men jeg ved ikke hvor meget jeg kan tillade mig at presse hende, og hvor meget jeg kan tillade mig at lade være.

Problemet er jo, at hun er meget syg, og det er den syge del af hendes hjerne der fylder mest, og den fortæller hende, at hun ikke fortjener at få det bedre, den hvisker forførende til hende, at hun jo ikke er så tynd som sidste gang, og at det ville være pinligt at blive indlagt så 'fed' som hun er nu. Desuden siger hendes exmand, at det ville være en dårlig idé, for han tror, at han elsker hende, og han tror, det er bedst for hende bare at blive rask af sig selv, men det sker ikke, desværre.

Desværre fordi anoreksiklinikken ikke er det bedste sted at være for en sårbar person, men der findes bare ikke noget bedre alternativ. På anoreksiklinikken handler det i uhyggelig høj grad kun om maden, og jeg kan da godt se, at hun trænger til at få lidt sul på kroppen, men jeg kan også se, at det hun trænger aller mest til er omsorg. Hun trænger til at nogen holder om hende, stryger hende over håret, og overbeviser hende om at det hele nok skal gå gå en eller anden måde.

Jeg ville gerne være den person, men vi bor i hver sin ende af landet, så jeg må nøjes med at skrive til hende. I går sendte jeg syv beskeder uden at få nogen igen, og sådan er det tit, for hun har meget sjældent overskud til at skrive, og når hun gør, så er det sjældent mere end bare et lille hjerte, men jeg bebrejder hende ikke. For jeg ved hvor hun står, selvom jeg aldrig har været helt så syg som hende, men jeg har været syg nok til at vide, hvor svært det hele kan være, så jo dårligere hun har det, jo mere elsker jeg hende, for som mit motto lød i gamle dage:

"Elsk mig mest,
når jeg fortjener det mindst,
da behøver jeg det mest".

Der var en sygeplejerske på en psykiatrisk afdeling, hvor jeg var indlagt for mange mange år siden, der så denne tekst, og hun forstod den bare overhovedet ikke. Hun troede at "fortjener det mindst" betød, at man havde lavet ballade, og man i andres øjne ikke fortjente det, men det var i mine egne øjne jeg mente.

Når man har det rigtig svært, så føler man at man ikke er noget værd, at man ikke fortjener de mest basale ting for at overleve såsom mad, hjælp og omsorg. Man kan ligefrem komme til at hade sig selv for at tage imod disse ting, men jo mere man gør, jo mere lærer man at acceptere, at man muligvis kunne tænkes måske at være værdig, men det tager årevis med intens pleje. Jeg har fået intens pleje gennem fem år, og nu er det begyndt at lysne, men min veninde modtager næsten ikke noget, og hun holder endda endnu mere stædigt fast i sin værdiløshed end jeg nogensinde gjorde. Og derfor elsker jeg hende, både fordi jeg elsker hvem hun er og den hun kan blive.