Om et par testbukser II

Jeg har et par bukser, et vaske ægte par akademiker bukser, et par brune herrebukser i stribet fløjl. Jeg fik dem i en genbrugsbutik til en 50'er for nogle år siden.

Som sagt er det et par herrebukser, så de sidder lidt stramt om lår og hofter, for selvom jeg er tynd, så er jeg ikke så tynd, men jeg vil gerne være det, så disse bukser er blevet mine testbukser. Så længe jeg kan få dem på, så kan jeg trække vejret roligt.

Der er gået mange måneder siden jeg sidst havde mine testbukser på, og der er fysisk sket mange ting med mig. Jeg har taget ca 5 kg på, men pædagogerne siger, at det er fordi jeg er begyndt at træne, og at det er muskler, og muskler vejer mere end fedt, men jeg læste en artikel om, at man normalt ikke får så trænede muskler at det har nogen reel effekt på vægten, at det lidt er en undskyldning folk kommer med, og jeg har altså taget hele 5 kg på. Min vægt har længe ligget meget stabilt, så jeg har lidt vænnet mig til denne vægt, men nu hvor vinteren har sat ind, og tanken om testbukserne meldte sig, så begyndte jeg at skamme mig.

Jeg skammede mig ikke så meget som jeg tidligere i min spiseforstyrrelse gjorde, og det var beroligende, men også lidt skræmmende, for inde i min hjerne tænker jeg på, at det kun er min spiseforstyrrelse der forhindre mig i at blive fed, så jeg tror, at hvis jeg ikke har spiseforstyrrelsen der hamrer derudad og holder mig i ørerne, så vil jeg miste kontrollen over min vægt. Det forholder sig ikke sådan, men jeg tror, at det gør, så mangel på negative følelser kan udløse en masse andre negative følelser.

I går gik det rigtig godt til træning, og min selvtillid var relativt høj, så da jeg havde været i bad tænkte jeg, at jeg da godt lige kunne prøve mine testbukser, jeg trængte også til at have noget andet på end det jeg altid har på, så jeg tog dem ud af skabet og trak dem langsomt på. Halvvejs oppe af lårene sad de stadig løst, og mit hjerte begyndte at banke, eller det gjorde det forhåbentlig hele tiden, men det begyndte at banke hårdere, for kunne det virkelig tænkes, var det virkelig rigtigt, at de passede... Det gjorde de, de sad helt perfekt, hvilket er sjældent, normalt sidder de en smule for stramt (eller meget for stramt). Jeg blev så glad, at jeg måske for et par dage kan se hvordan min krop EGENTLIG ser ud, slank og veltrænet, og ikke som jeg ellers bilder mig ind, stor og massiv.

Jeg blev så glad, at det nærmede sig en lykkefølelse, hvilket egentlig er lidt sørgeligt at tænke på. Lykke burde ikke have noget med vægt og størrelse at gøre, men det har den, i hvert fald når man er spiseforstyrret. Jeg har fokuseret på min vægt i så mange år nu, at det at kunne passe mine testbukser er lige så spændende og ærefuldt som at blive student. Jeg havde lyst til at omfavne mig selv og hele verden, til at råbe budskabet fra den højest tinde og til at synge en sejrssang.

Men historien slutter ikke her, for jeg er kvinde, og denne uge er selvfølgelig en, hvad kropens volumen angår, en god uge. En kvindes krop ændrer sig hen over en måned, og dette er ugen efter min menstruation, og ud af en cyklus' 4 uger, er det den eneste, hvor kroppen ikke er så fuld af vand som en karklud der skal vrides. Det er i denne uge, at min krop er pæn. Men så må jeg bare værdsætte det så længe jeg har det, og så vente tre uger på at det kommer igen.