Om juleaften

Hold da op, jeg er ikke stået så sent op i årevis. Kl er 8 og jeg føler mig helt malplaceret i en verden jeg ikke forstår mig på, med juletræ og gavepapir, bånd og brændte mandler. Jeg hader bestemt ikke julen, og jeg er både glad for de gaver jeg gav og fik, men jeg kan mærke, at jeg ikke nyder julen helt så meget som jeg burde. Jeg holder meget af min familie, og jeg ville gerne nyde det for deres skyld, men aftenen trak længere og længere ud, og jeg begyndte at blive småirritabel af træthed, og jeg blev længe oppe, og jeg gjorde det gerne, for min families skyld, men også for min egen, for et eller andet sted, så ville jeg jo gerne.

Juleaftensdag er så forbandet lang, og jeg følte mig konstant konfronteret med min egen uformåen, fordi jeg blandt andet ikke kunne komme i den rigtige stemning. Jeg sad som på nåle, og jeg spejdede efter praktiske arbejdsopgaver jeg kunne lave. Jeg kunne ikke tage ned og træne, for centret var lukket. Jeg prøvede at løbe en tur, men jeg genoptræner stadig efter min skade, så jeg kan/må kun løbe 1800 m, og det tager kun nogle minutter, og så måtte jeg ind igen gennem våde tunge snedriver. Jeg fik dog brudt lidt af dovenskaben, og jeg følte mig lidt mere frisk, og mere klar til at møde dagen med åben pande.

Det er min lillesøster og mig der pyntede træet. Juletræspyntning er i vores familie meget traditionelt, og ændrede sig ikke engang i forbindelse med vores forældres skilsmisse. Min søster og jeg sørger for at holde traditionerne i hævd. Nogle stykker julepynt har faste pladser, nogle har en historie, så absolut skal fortælles hvert år (og vi både fortæller og lytter gerne). Men i år var det lidt anderledes, for min lillesøster havde været i Tivoli og købe julepynt. Først var jeg sådan lidt hmm, hvad skal man med nyt julepynt, vi har jo rigeligt i det gamle, men det var faktisk rigtig pænt. Vi kommenterede alle hvor pænt selve træet er, og det er da på ingen måde grimt, men jeg kan altså ikke huske nok fra tidligere år til, at jeg synes, at jeg kan komme med nogensomhelst holdbar vurdering. Dette blev tolket som negativitet, men det var overhovedet ikke sådan, at jeg havde ment det.

Et sted hvor jeg dog VAR meget negativ var Disneys juleshow. Jeg er nok et af de eneste mennesker der ikke bryder mig om det program. Det meste er faktisk godt, men jeg kan ikke snuppe Jesper Fårekylling, jeg irriteres over hans åndssvage wannabe rim, og jeg hader hans forfærdelige stjerneskudssang som spilles, ikke én, men tre gange i løbet af showet (de kan jo virkelig ikke synge godt nok til at ramme så høje toner). Det var ikke min mening at ødelægge stemningen for min lillesøster, men jeg kunne simpelthen ikke holde min kæft, hvilket jeg faktisk skammer mig rigtig meget over. Jeg havde lyst til at bede om tilgivelse, men jeg turde ikke, for så ville hun lyve og sige at det var okay, og så ville min dårlige samvittighed mildnes, og jeg opførte mig forkert, og jeg fortjente dårlig samvittighed. Et andet senarie var, at vi så ville flytte fokus hen på mig, og jeg vil ikke have, at min søster synes jeg er en fuldkommen taber, eller jeg ville i hvert fald ikke have, at jeg troede, at hun syntes det. Så jeg tav... i hvert fald indtil den næste negative sætning strømmede ud af min mund, og så skammede jeg mig en gang til. Anders And i sneen elsker jeg dog, og jeg griner lige meget hvert år.

Jeg indrømmer, at jeg gik lidt til og fra juleshowet, for jeg skulle også lige nå at klæde om. Min kjole var pæn, men hår og make-up forstår jeg mig ikke på, så det blev bare sat/lagt som jeg gør når jeg skal i skole, hvilket gjorde mig enormt selvbevidst, på den ufede måde, og jeg skammede mig. Hvorfor skulle jeg overhovedet gøre så ynkeligt et forsøg på at gøre mig pæn, det sker jo alligevel aldrig. Da jeg kom ud fra badeværelset sagde min far et det ser godt ud til mig med make-up, min far der ellers ALDRIG kommenterer på mit udseende, dårlig nok når jeg i tidens løb har prøvet at tvinge ham til det. Jeg brugte så mange år på at længes efter, at han sagde noget, men han gjorde det aldrig. Jeg troede, at det ville være en trylleformular der løste alle mine problemer med dårligt selvværd, men det gjorde det ikke. Mest var det fordi der ikke findes nogen trylleformular, men også fordi, mit selvværd har det langt bedre. Nu må i ikke misforstå mig, jeg blev bestemt meget glad, men der var bare ikke nogen engle der sang.

Men generelt kom jeg vist til at være meget negativ i løbet af aftenen, og det gik min søster søster på, men det er bare den måde jeg taler på, meget af det var egentlig ikke ment negativt, det var bare sproglige finter, men jeg kan godt forstå, at hun forstod det sådan. I aftenens anledning ville jeg gerne have ændret mig for hende, som en ekstra lille julegave, men jeg fandt mig selv ude af stand til det.