To (for mig) uventede romancer

I går tog jeg Beks med i biografen for at se "Hobbiten". Mine forventninger var meget lave, for jeg elskede "Ringenes Herre", og "Hobitten" er bare ikke det samme, men jeg var faktisk imponeret. Her har vi sikkert for tæt på første gang en bog der er blevet filmatiseret på tæt på sin fulde længde, hvilket for en bog på nogle hundrede sider betyder 3x3 timers film. Hvor lang mon "Ringenes herre" ville være blevet hvis man tog det hele med? 9x3? 12x3? Vi tænker tit på det som en moderne opfindelse med disse film der er så lange, at det strækker sig over flere film, men dengang da filmenverdenen var i sin ungdom, da var det helt normalt med biografføljetoner.

Det var rigtig hyggeligt at være i biografen med Beks. Efter at jeg er startet på universitetet, føler jeg mig amputeret fra bostedet. Jeg spiser sammen med de andre, men ellers er jeg for mig selv eller sammen med pædagogerne, men engang imellem er det rart at være sammen med ligesindede, og nogle gange er det rart bare at tage med en veninde i biografen for at se en god film.

Jeg havde nu mine helt egne grunde til at være vild med filmen. Dengang jeg var ung og "Ringenes herre" kom frem (ja, det er snart en gammel film), da var jeg helt vild med Legolas (elver), men da jeg blev ældre, var det som om heltene i den film blev lidt for pæne og lidt for perfekte, og det har længe generet mig. Nu hvor jeg er blevet ældre, opdager jeg dog, at jeg har fået en ting for dværge. Dværgekongen Thorin er brysk og stædig og vrissen og ikke særlig høj og har sammenvoksede øjenbryn og vigende tindninger, men alligevel er han lidt lækker.

Jeg var måske 10 år, da min far læste "Hobitten" for mig, så jeg husker mest, at der var noget med noget guld, og noget med en drage. Alt det med kampen mellem godt og ondt, og længslen efter et tilhørssted gik vist hen over hovedet på mig. Om end "Hobbiten" er mindre seriøs end "Ringenes herre", så har jeg dog på fornemmelsen, at i hvert fald visse af de humoristiske indlæg er senere tilføjelser, men i hvert fald er dværgene langt sjovere end de smukke, stoiske og lidt for perfekte elvere.

Men at være småforelsket i en fiktiv person er ikke nogen sensation, langt mere kontroversielt var denne scene fra filmen, hvor elverdronningen Galadriel ømt rører ved troldmanden Gandalfs hår. Uhhhh, jeg fornemmer amoriner i luften, det er der også andre der har mærket og fans over hele verden har fået et massehysterisk anfald.

Jeg er ikke den store Tolkien kender, så nu skal jeg passe på ikke at dumme mig, men både Gandalf og Galadriel er tusinder af år gamle, og de må have kendt hinanden i tusinder af år. Måske har de bare et stærkt venskabeligt bånd måske er der nogle unresolved issues fra før verden gik af lave. Jeg lavede en kort google søgning på emnet (der står en del). Én skriver, at der jo ikke var nogen der klagede da Galadriel rørte ved Aragon i "Ringenes herre".

Bevægelsen er den samme, men kan det virkelig sammenlignes? Arargon kan jo ikke være andet end et lille barn i hendes 7000 år gamle øjne. Gandalf derimod er en ligeværdig. Men på den anden side, så siger hole in the ground (den ene af mine to kilder) at det særlige ved Tolkiens univers er, at fysisk kontakt er andet end bare noget seksuelt, det er også tegn på dybt venskab og respekt.

Jeg kan godt lide Tolkiens univers, men jeg er ikke nogen stor fan, så for mig betyder det ikke alverden om de har en romance kørende eller ej. Jeg har set Galadriels mand, og han må nok være det kedeligste element i alle filmende lagt sammen, så jeg under hende for så vidt en lille smule spænding.

Kilder:
Nej til mulig romance:
 http://hole-intheground.blogspot.dk/2012/01/galadriel-and-gandalf-not-so-romantic.html
Ja til mulig romance:
http://www.middleearthcenter.com/forums/showthread.php?t=22040