Vi tar lige opvasken

D. 26. december er vi altid til julefrokost hos vores elskede farmor. Hun er en frisk dame på 84, og hun står for det hele selv, vi skulle bare medbringe min søsters og mine Pepsi Max, blandt andet fordi de er så tunge at slæbe på. Men selvom hun er fuldt ud i stand til at klare alting selv, så ville min søster og jeg da lige være de gode børnebørn og tage opvasken.

Der var engang i min gymnasietid, hvor min farmor bad mig om at hjælpe til, men jeg var en forkælet unge, og jeg blev rasende og mente, at det bare var fordi jeg var en pige, og at min mor og farmor ville tvinge mig ind i en diskriminerende stereotyp af hvad en kvinde burde være. Hvad jeg ikke kunne se dengang var, at det slet ikke handlede om, at jeg er en pige, jeg har ingen brødre, så jeg kan ikke vide det med sikkerhed, men jeg er ret sikker på, at det handlede om, at jeg ikke længere var et barn og derfor godt kunne begynde at tage min del af ansvaret. Jeg skammer mig over min vrede, men jeg var teenager, så raseriudbrud er hvad der kan ske.

Min lillesøster er lidt af en frossenpind og en hyggetrold og havde svøbt en strikket plaid om livet og lignede en parafrase på en afrikansk pagne. Det var hende der måtte stå med hænderne i vand, for mine ærmer var for snævre til at smøge op, så jeg tørrede af. 'Ulempen' ved at være aftørreren er, at det er opvaskeren der sætter tempoet, og selvom jeg forsøger at følge trop, sa falder jeg altid bagud. Det er ikke fordi det har nogen som helst betydning at jeg lige er et par skåle bagud, men konkurrence mennesket kommer op i mig og jeg sætter farten op.

Laura Ingalls Wilder, hende med Laura-bøgerne, skriver i "Drengen og gården" om da hendes mand, Almanso, var dreng. han var den der skulle sæbe ulden op på loftet når fårene var blevet klippet. Han lavede et væddemål med fåreklipperne om, at han kunne blive færdig før dem, hvilket de bare grinede af. I frokostpausen blev han ude længere end de andre for at indhente de andre. Efter pausen klippede de de sidste får og grinede af Almanso der gjorde sig færdig, men da han var det, ledte han dem op på loftet hvor han mellem ulden havde gemt et uklippet får, og på den måde vandt han væddemålet. (løst genfortalt efter hukommelsen).

Min søster og jeg havde ikke noget væddemål, vi vaskede bare op. Vi snakkede lidt, men mest var vi bare stille sammen. Ikke nogen akavet stilhed, vi var bare så sikre, at vi ikke havde brug for at forklare os, og det er en rar følelse.

Juleaften havde min søster været meget utilpas ved at min far og jeg skulle være så negative hele tiden. Jeg ser det ikke som bitterhed men bare som vores sans for humor, men jeg kan godt se, at det kan være irriterende eller ligefrem ubehageligt, hvis man ikke selv er sådan, så vi havde prøvet at holde os i skindet, hvilket gik rigtig godt indtil kaffen (efter opvasken). I bilen hjem gjorde jeg hende opmærksom på vores anstrengelser. Det var mest for at gøre hende glad, at jeg sagde det, men også for at gøre opmærksom på mig selv, men tæller noget virkelig helt som en god gerning, når man gør andre mennesker opmærksom på den. Får man sin gave i Himlen, når man allerede har fået den på jorden?