Lyver jeg for mig selv?

Forleden så jeg "Smugspiserne" på TLC. Det er et fantastisk men ikke særlig seriøst program. To fede mennesker kan let ikke forstå hvorfor de ikke taber sig, de mener i hvert fald selv, at de kun spiser omkring 1300 kalorier, men efter mange meget dramatiserede undersøgelser, viser det sig, at de spiser omkring 3000 (en typisk kvinde skal have omkring 2000 kalorier. Det er ikke nogen intellektuelt stimulerende eller særlig høflig underholdning, men det var ganske sjovt.

Jeg har egentlig ikke lyst til at blive underholdt af fede mennesker, for de har jo nok større problemer, end at de ikke 'ved' at de skal spise sundt og motionere som for eksempel følelsesmæssige. Alligevel ser jeg det, og jeg elsker at se dem spise. Jeg var lige ved at sige, at det er politisk ukorrekt at sige sådan, men jeg er i tvivl om det er sådan længere, eller om at spådommen fra "Supersize me" er gået i opfyldelse, at det er blevet okay offentligt at irettesætte fede mennesker.

Pointen i "Smugspiserne" er, at folkene virkelig tror, at de ikke spiser ret meget, og det har sat en helt masse neuroser i gang hos mig. Jeg klynker konstant over at min vægt er stabil, og at det ikke lader til at jeg kan tabe mig, i hvert fald ikke mere end et par hundrede gram, som jeg så tager på igen, når jeg får menstruation. Samtidig klynker jeg, fordi jeg ikke synes at jeg spiser noget nævneværdigt, så jeg synes, at jeg burde tabe mig. Spørgsmålet er så, lyver jeg for mig selv og spiser i virkeligheden alt for meget?

Jeg talte med en af pædagogerne om det i går, og jeg var faktisk lidt ked af det. Hun sagde at man kan se på min mave, at jeg har tabt mig, men hvordan kan man det, når man dårlig nok kan se det på vægten? Jeg fortalte hvad jeg havde spist i løbet at dagen, og hun syntes ikke at det lød som for meget, men i og med, at hun ikke sagde, at hun syntes det var for lidt, så føltes det alligevel af for meget. Hun sagde at jeg nok fik hvad min krop har brug for, hvilket jeg ved er en god, men det føltes bare ikke sådan.

Jeg er ikke dum, jeg ved godt, at jeg ikke er som personerne i det tv-program, jeg ved godt at jeg er sund og slank, men nogle dage bliver jeg bare overvældet af en følelse af, at det hele er en løgn, og at jeg gør mig selv til grin ved at sige sådan.

Nogle gange er der tykke mennesker der ser på mig og fortæller mig, at jeg er heldig og at jeg har det let. Er jeg det? Det føles ikke altid sådan, men måske er det blevet sådan. Jeg har pint og plaget min krop igennem så mange år, at det er blevet en vane, og vaner er lettere at opretholde end intentioner, så måske har jeg det virkelig nemt. Jeg har ikke spist ret meget kød de sidste 9 år, og jeg har så godt som ikke spist sukker de sidste to. Ingen af de ting var lette at give slip på. Kødet savner jeg meget sjældent, men slik gør jeg. Når jeg står nede i supermarkedet og er omringet af slik, når der er den ene reklame efter den anden for søde sager, så løber min mund i vand, og jeg ønsker det hele, jeg kan nærmest smage det, men bare ikke godt nok til at det tilfredsstiller mig, det er som om hele min krop længes efter denne ene lille ting, men jeg ved, at hvis jeg giver efter, så bliver det endnu engang til et mareridt som jeg ikke bare lige kan stoppe igen.

Det bliver lettere, det gør det da. Som årene går og det bliver en vane IKKE lige at lægge en plade Ritter sport med marcipan i kurven. Men jeg ved ikke om jeg synes at jeg har det let.