Om sult

Fjernsynet er fuld af slankereklamer, hvor tynde kvinder smiler lykkeligt ud imod én og frister med slankeslik (alevo) og garanteret vægttab. Reklamerne er alle latterlige, men jeg bliver påvirket af dem. Jeg ønsker, at jeg var et af de smilende mennesker, så jeg vejer mig, fører til protokols, tæller kalorier, skriver ned, og det virker, sådan da.

I går fik jeg en stor morgenmad, meget stor, fordi jeg vågnede kl 2.30, og der var mange timer at slå ihjel. Det betød, at jeg måtte kompensere resten af dagen. Det gik fint indtil jeg skulle lægge mig til at sove, da kom sulten. Jeg mærker sjældent sult på andet end mit blodsukker, hvilket er slemt nok, men i nat kom det altså. Sult er en mærkelig følelse. Det er et ubehag der er alle steder og ingen steder. Det er ikke en decideret smerte, men den kan drive en til grænsen af vanvid. Jeg kastede mig rundt i sengen, og alt min fokus var på min krop, jeg kunne ikke tænke klart. Jeg SKULLE have mad, men jeg MÅTTE ikke.

Jeg lå og stirrede ind i væggen. Mit nattøj og den tunge kædedyne føltes som glødende jern mød min hud. Jeg så på uret, 21.30. To timer havde jeg ligget sådan. Jeg gav om og gik ned i køkkenet. Jeg var i min over size pyjamas, men jeg følte mig nøgen over for de to mandlige pædagoger. De så dårlig nok på mig, men jeg ville være dernede så kort tid som muligt, selvom jeg var lysvågen, så i stedet for at tage noget sundt tog jeg en amerikansk saltkringle. Dejen var så smørholdig og sød, at jeg overvejede om det talte som brød eller kage (som jeg ikke må spise), men jeg spiste den hele og følte mig som en klam og eftergivende, og jeg skammede mig.

Det var ikke nogen øjeblikkelig lindring mod min sult, og jeg blev utålmodig og tog noget beroligende og faldt i søvn mens jeg tænkte på, hvorfor det beroligende ikke havde været mit første valg. Mine beroligende piller er i kategorien benzoer (benzodiasepiner) og det er noget forfærdeligt stads som hvis afhængigheds skala ligger oppe i nærheden af heroin, når det gælder om hvor svært det er at komme ud af en afhængighed. Så det er kradsbørstige sager, som man ikke skal tage for let på. Alligevel lå jeg i det øjeblik og tænkte på dem som slankepiller.

Man taler tit om, at man skal spise regelmæssigt og nok for ikke at få en craving eller lækkersult senere, men det kræver enormt meget mere selvdisciplin. Når man slanker sig på den sunde måde, så går det så uendeligt langsomt, og man får sjældent et af de her endorfinkick der siger du er sej, men når man springer et måltid over, eller bare spiser mindre end alle andre, så føler man sig som en superhelt, man føler sig SÅ meget sejere end alle andre mennesker, og det er langt hen af vejen den følelse der kan holde mig oppe, når jeg prøver at tabe mig.