Om nytår

Hold da op hvor har jeg sovet længe, men jeg trængte vel til det som pædagogerne ville sige. Det er ikke et af mine yndlingsudtryk, for det tager ikke med hvor fesent jeg har det, når jeg vågner og dagen allerede er i fuld gang. Okay, det er måske ikke alle der synes, at dagen er i fuld gang kl 8 1. januar, men jeg diskriminerer ikke mellem dagene.

Hvorfor skiller vores kalenderår egentlig 1. januar? Man skulle da tro, at man ville starte året ved en eller anden form for festdag, eller årets korteste dag. 1. januar er så vidt jeg husker en festdag for jomfru Maria, men den ligger der vist nærmere fordi det er 1. januar, frem for at 1. januar ligger dér på grund af den.

I hvert fald var det nytårs aften og jeg spankulerede rundt i mit fine tøj og høje sko, all dressed up, and nowhere to go. Nej, det var fint nok, vi havde det faktisk rigtig hyggeligt, to pædagoger, to drenge og mig. maden kom udefra, men vi besluttede os for, at det ikke var nok, så vi lavede da bare lige lidt mere, for vi skulle i forvejen lave min mad, så lidt fra eller til spillede vel ikke den store rolle. Nej, jeg kunne ikke lige overskue mad udefra. Jeg blev rædselsslagen ved tanken om ikke at vide hvad der var i, og jeg ville egentlig helst have noget trygt og velkendt. Jeg smagte dog også lidt af det andet, og jeg smagte for første gang i mit liv rå pastinak. Der var også nogle store humpler koldrøget laks, og det smagte egentlig udmærket, men det der blev tilbage når man med besvær havde skåret kødet fra skindet, lignede rå blodige indvolde, og min mave krympede sig, og jeg kunne ikke forstå, hvordan nogen overhovedet kunne spise den slags, men måske det bare var min spiseforstyrrelse der talte.

Jeg ved ikke om spiseforstyrrelsen talte så meget i går, det kan nogle gange godt være svært at vurdere. Jeg spiste hvad der svarer lidt til en normal portion mad (selvom det var nytårs aften og man burde fejre det). Jeg spiste en skive laks, fire små kartofler, to skiver brød og lidt salat, og så drak jeg selvfølgelig det ene glas pepsi max efter det andet. Min tidligere kontaktpædagog ville egentlig gerne have mig til at spise mere, men jeg kunne simpelthen ikke, det vendte sig i mig ved den blotte tanke. Sådan går det tit for tiden, at jeg føler mig proppet, selvom jeg ikke har spist så forfærdeligt meget. I gamle dage kunne jeg spise tre liter is på 30 min og så spise videre, i dag kan jeg ikke komme igennem en to retters menu. Man skulle tro, at jeg var glad, er det da ikke det jeg har drømt om i så mange år,at blive frataget min oksesult? Jeg er da også glad, sådan delvist i hvert fald, men jeg taber mig ikke, og det går mig på. Jeg har med ganske få undtagelse vejet det samme siden marts sidste år selvom jeg spiser mere og træner mindre (eller også var det omvendt) og det frustrerer mig.

Jeg var ih og åh så fin i gårs aftes, og jeg sugede rosen til mig som en karklud. Jeg har det med ros, som en karklud har det med vand. Ligesom en karklud skal være fugtig for rigtigt at suge vand til sig, ligeledes skal jeg også have selvtilliden i orden for at kunne tage imod ros, ellers affærdiger jeg det bare og bliver flov. Sikke en yndig analogi. Jeg spankulerede rundt med næsen i sky, men da min sengetid nærmede sig, sank mine skuldre ned. Pludselig syntes jeg ikke, at jeg fortjente at være pæn, og jeg blev faktisk så urolig over det, at jeg måtte tage beroligende medicin.

Jeg faldt i søvn så snart kl blev 12 og alle raketterne gik i gang.