om en depressiv dag

Jeg skrev ikke et indlæg i går, for jeg havde det ikke særlig godt, faktisk havde jeg det virkelig dårligt. Det er sjældent, at jeg vågner op og har det dårligt, normalt er det først noget der kommer snigende i løbet af dagen, så derfor genkendte jeg det slet ikke, jeg troede bare, at jeg var usædvanligt træt. Jeg var rastløs, men jeg fik lavet en boganmeldelse og noget hebraisk, for det var så befriende konkret. Jeg gik en tur med den hund der nogle gange kommer og besøger mig, men jeg gik en kortere tur end normalt, men jeg fik dårlig samvittighed, for hun er begyndt at blive lidt småfed.

Jeg kom hjem, og så spillede jeg badminton med en af de mandlige pædagoger. Spillet gik fint, selvom jeg ikke har rørt en ketcher de sidste 5 måneder, men da vi begge var ude af form, spillede vi kun i ½ time. Da vi kom til at rydde op, blev jeg så overvældet af opgaven, at jeg var ved at græde. Der var kun nogle enkelte genstande der skulle stilles/lægges ind i et tilstødende lokale, men jeg kunne ikke. Jeg var nødt til at gå på toilettet, og jeg kom først tilbage, da pædagogen var færdig. Hvordan kan man have overskud til at spille, men ikke til at rydde op? Jeg ved ikke hvorfor det er sådan, men jeg ved, at det er det. Det var først da, at det gik op for mig, hvor dårligt jeg egentlig havde det. Men selvom jeg i perioder har haft det dårligt, så har jeg ikke haft nogen depressive perioder i månedsvis, og det skræmte mig lidt.

Efter frokost fik jeg det endnu dårligere. Min kontaktpædagog var her, og jeg ville så gerne snakke med hende, men hun var inde i administration, så det kunne jeg ikke, ikke mere end et par minutter i hvert fald. Jeg kunne måske have teet mig som en vanvittig og grædt og hylet, men det ville have betydet, at hun ikke ville have nået det hun skulle, eller at hun skulle arbejde over. Man kan sige, at jeg jo havde det dårligt, at det kunne hun da godt gøre, men det kan man jo blive ved med at sige, vi er her jo alle fordi vi har det dårligt, og pædagogerne er også mennesker der har ret til deres frihed, vi kan ikke indkapsle hele deres liv. Jeg ville ikke være til gene, så jeg kæmpede for at holde tårerne tilbage, jeg vendte mig endog bort fra hende som i vrede, da hun skulle gå, for at det ikke skulle være alt for hårdt for mig selv. Senere fik jeg ros fordi jeg havde været så modig, men jeg syntes ikke, at jeg fortjente den ros, for jeg ønskede jo, at hun blev for min skyld, og jeg græd voldsomt da hun gik alligevel. Der var andre der var henne og prøve at snakke med mig, og jeg er taknemmelig for deres omsorg, men af forskellige årsager kunne jeg ikke fortælle dem hvad der var i vejen, da det var noget meget personligt som jeg ikke har lyst til at alle og enhver skal vide om mig.

Til aften var der en vikar som jeg holder meget af. Vi har talt om mangt og meget, men mest om harmløse ting, men jeg ønskede at tage chancen, for jeg kunne ikke bære det selv længere. Først var jeg dog tvivlrådig, men hun sagde, at det var okay, og hun holdt om mig og talte beroligende til mig, og til sidst gik jeg til bekendelse, og vi snakkede længe. Det var godt at få snakket om det, for gennem ordene forsvandt det uforståelige og skræmmende. Jeg er stadig lidt ked af det, men slet ikke i samme stil, og hun sad længe og holdt om mig til jeg var helt rolig og kunne gå i seng og sove trygt.