Der for 5-6 år siden, da jeg hørte under psykiatrien i Aarhus, sagde min psykiater en da, at næste gang jeg kom ville hun afslutte mig. Det fik mig til at gå helt i panik, for jeg følte, at hun var min eneste livline. Jeg røg på det tidspunkt ud og ind af forskellige psykiatriske afdelinger, og hun var den eneste der var der til at samle trådene. At hun ville afslutte mig betød, at jeg stort set var overladt til mig selv, midt i en verden der egentlig ikke ville have mig, for psykiatrien mente, at jeg hørte til i handicap, og handicap mente at jeg var for syg til, at de kunne tage ansvaret for mig.
Dengang havde jeg ingen rigtig stemme, jeg kunne ikke fortælle hvad jeg tænkte og hvordan jeg havde det. Det eneste jeg havde var det med maden og det med knivene. Dengang var jeg endnu ikke ret god til det med knivene, med hvilket jeg mener, at jeg ikke kunne skære dybt men kun lave overfladiske skrammer. I mit tilfælde, krævede det med at skære træning, men det krævede også mod, og det krævede, at jeg havde nogen der kunne tage mig på skadestuen, for ellers turde jeg ikke, for jeg havde en fejlagtig forestilling om, at alle dybe sår var livstruende, hvilket jeg et eller andet sted håbede, men jeg var også bange for at de ikke var, og at jeg ville blive til grin, lige som første gang jeg viste en patient mine sår, og hun sagde, er det bare det?
Det med maden var jeg som sådan heller ikke vildt god til, men det var på en måde nemmere og renere, så jeg gik på sultekur, og det hjalp, for jeg tabte mig nok til, at psykiateren ikke turde afslutte mig, og da jeg blev ved med at tabe mig, turde hun heller ikke afslutte mig næste gang eller gangen efter igen. Til sidst fik hun overtalt mig til at blive indlagt, og denne den sidste gang skulle være en ordentlig indlæggelse, og den endte med at vare 8 måneder, og sluttede først da jeg flyttede på bosted og kom til en ny kommune.
For en måned siden fortalte min nuværende psykiater, at hun ville afslutte mig i onsdags. Jeg gik lidt i panik, for følelsen af, at en afslutning ville være en katastrofe, sad stadig i kroppen på mig. Jeg prøvede at sige til mig selv, at min situation er helt anderledes nu, jeg bor på et bosted med søde og kompetente medarbejdere, jeg har noget der minder om et liv, og jeg har det faktisk rimelig godt, alligevel føltes det på en eller anden måde frygteligt.
Jeg gik ikke på nogen sultekur, men det med maden begyndte at fylde temmelig meget (også fordi jeg fik ferie og alle mine rutiner ændrede sig) og ganske langsomt tabte jeg mig et par kg. Det var ikke noget der fik min psykiater til at slå hånden for munden, men det var da nok til at vi lige snakkede om det, men mest snakkede vi om min frygt for at blive afsluttet, og langsomt er det gået op for mig, at det faktisk er en ros, at hun mener, at jeg nu er så stabil, at jeg kan sendes ud i den virkelige verden uden hendes hjælp.
Det er den fine måde at sige det på, for det handler i virkeligheden også om besparelser og mangel på psykiatere, men jeg er nu stadigvæk fortrøstningsfuld.
1 kommentar:
Send en kommentar