Om løsningsorienteret indirekte tale

Jeg har været ked af måden hvorpå Pigen behandler mig på, men det der virkelig har gjort ondt har været pædagogernes afvisning af mig, for indtil jeg i weekenden nærmest tvang dem til det, er der ingen der har sagt, at det var synd for mig, at de havde ondt af mig, at det er uretfærdigt og at det hele lidt er noget lort.

I går havde jeg så to samtaler med en pædagog. Efter den første var jeg meget ked af det, for jeg ville ønske, at hun ville forsvare mig lige så ivrigt, som hun forsvarede Pigen. Det fortalte jeg under vores anden samtale. Hun blev meget overrasket, for hun syntes nemlig at hun hele tiden havde sagt disse ting til mig, men hun har aldrig sagt det direkte, så jeg forstod det ikke, så vi prøvede at sidde og analysere alle de ting hun har sagt, og jeg tror nok at det chokerede hende lidt. Når hun spurgte om jeg syntes det var rimeligt, at Pigen behandler mig sådan, så så jeg det kun som et spørgsmål til mig, ikke som en afspejling af hvordan hun måske selv følte. Når hun blev løsningsorienteret, og prøvede at spørge ind til hvad JEG kunne gøre for at kunne være i dette på bedst mulig måde, blev jeg vred, for jeg syntes at vi sprang et trin over, det trin hvor jeg fik lov til bare at være ked af det.

Når andre mennesker er kede af det har de lov til at have minimum en dag hvor de græder ud ved en veninde, spiser is direkte fra bakken og tuder til dårlige tøsefilm. Fordi jeg er i systemet, så når jeg bliver ked af det, så skal det straks behandles, for at jeg kan komme videre i mit liv, men hvad nu, hvis jeg ikke er klar til at komme videre? Hvad hvis jeg bare vil have lov til at græde? I denne situation hader løsningsorientering endnu mere, fordi det får mig til at føle, at det bliver set som min opgave at gøre livet lettere for Pigen. Jeg ønsker heller ikke at gøre livet sværere for hende, jeg er faktisk hvad det her angår, lidt ligeglad med hende, jeg vil bare have at det for en gangs skyld handler om MIG, at der for en gangs skyld også er plads til MIG, både mentalt, men også rent fysisk. Jeg bliver skubbet længere og længere væk fra fællesmiljøet, indtil der til sidst kun vil være plads til mig inde hos mig selv.

Jeg synes, at pædagogerne har meget høje forventninger/krav til mig, for jeg får tit ros for, at jeg er god til selvanalyse og til at sætte ord på hvad der sker og hvad der er galt, men nogle gange vil jeg også bare gerne ses, for det er som om de problemer jeg ikke selv kan sætte ord på, de har ikke lov eller mulighed for at eksistere.