Det er søndag, og klokken nærmer sig kirketid, men jeg kommer ikke af sted, jeg sidder bare i sofaen med en Pepsi Max. Jeg kunne måske godt, men det ville være en forfærdelig oplevelse.
I nat havde jeg et anfald, ja, jeg har ikke omtalt det som sådan før, men jeg kan bare ikke finde et bedre ord. Jeg kan stadig mærke efterdønningerne af det her til morgen. Jeg ser mig i spejlet, og selvom jeg normalt er meget fredeligt anlagt, så får jeg lyst til at smadre det, rive mine hænder til blods på skårene. Så forfærdeligt syntes jeg det syn der mødte mig var.
Mit hår. Normalt elsker jeg mit hår, men her til morgen virkede det fedtet og fyldt med skæl. Jeg prøvede at sætte det op i en tjavset hestehale, det skjuler det nogle gange, men ikke godt nok. Jeg kunne selvfølgelig vaske det, men nogle dage er det bare for uoverskueligt det der med at gå i bad, og i dag er sådan en dag.
Mit ansigt. Huden virkede grålig med røde pletter spredt ud som i et anfald af skoldkopper. Når jeg føler efter kan jeg mærke mine kindben under huden, men i spejlet skjules de af mine runde kinder, og min kæbelinje er ikke længere smukt aftegnet.
Mit bryst og mine skuldre er revet til blods, det er noget jeg gør når jeg bliver nervøs. Sårene er hverken store eller dybe, men de er grimme og nogle endda betændte, for i selvskaden tænker man ikke lige på først at vaske fingre.
På højre arm sidder der et stort klodset plaster, for i går eksploderede mit sår (dette er ikke en eller anden litterær overdrivelse, det skete faktisk og jeg måtte vaske blod af vægge, tøj og ansigt). Et plaster burde bare være et plaster, men nej, der er stor forskel på plastre, og dette er nok det grimmeste til dato.
Mine Ribben der også plejer at være pænt aftegnet, var i spejlet skjult under en oppustet mave. Min mave er så udspilet, at det gør ondt i huden fordi den skal strække sig så meget. Min mave passer ikke ned i bukserne der i dagens anledning må være ekstra lavtaljede.
Jeg vil ikke gå længere ned, for det viste mit spejl heldigvis ikke, og det ville også bare gøre mig alt for deprimeret. Efter turen foran spejlet turde jeg ikke stille mig op på vægten, for det ville bare gøre denne dag endnu sværere at bære.
Jeg har det skidt med at mit udseende skal forhindre mig i at gå i kirke, Gud er jo ligeglad, ligeglad altid glad. Desværre forventes det lidt at man tager, om ikke sit pæneste tøj på, så i hvert fald noget ikke alt for beskidt og sløset tøj på når man skal til højmesse her om søndagen.
Jeg kan slet ikke overskue nogen af delene. Jeg har gemt mig væk i det løse tøj jeg har haft på hele ugen. Tanken om et par bukser der er stive efter vask, eller om en pæn bluse der sidder stramt nok til at det ikke er sjusket (og ikke så stramt at det er uanstændigt), og som går højt nok op i halsen giver mig kvælningsfornemmelser og åndenød.
Tanken om at skulle stå tæt på andre mennesker gør mig flov, jeg er sikker på, at man kan lugte, at jeg ikke har været i bad her til morgen og heller ikke i går.
Jeg er flov over mig selv, derfor kommer jeg ikke i kirke, i stedet sidder jeg og gemmer mig i min sofa, og skammer mig over at skamme mig, men jeg vil bevise over for mig selv og for verden at det ikke bare er pjæk, jeg vil bruge hele dagen, eller det meste af den i hvert fald på at læse en af de bøger jeg fik tilsendt fra Pastoral Centret (tak til dem forresten, at de synes min bogblog er seriøs nok til at give mig gratis anmelder eksemplarer).
Er det barnligt at tænke sådan? At tanke at tro at jeg kan betale mig fra min messepligt? Måske jeg kan samle mod til mig til i det mindste at tage til en hverdagsmesse, hvor der ikke er så mange mennesker? Jeg ved det ikke.
Kirken i Viborg er bare en af de mange nye ting der pludselig er kommet ind i mit liv, og jeg ved ikke lige hvor meget mere nyt jeg kan forholde mig til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar