Om forfængelighed

I fredags var jeg ude og købe nyt tøj. Jeg var faldet over en sød og billig bluse på stativet foran butikken, og da ekspedienten ligefrem tilbød sin hjælp (de plejer at se lige igennem mig) så lod jeg mig friste til også at købe et par bukser.

Så kom vi til problemet med størrelser. Jeg har ikke den fjerneste ide om hvilken størrelse jeg bruger i bukser, sidst jeg købte bukser vejede jeg næsten 15 kg mere og det var for 4 år siden. Jeg kunne ikke lade være med at krympe mig under ekspedientens blik, da kun målte mig med øjnene.

Dommen lød på M/L, hvilket fik det til at vende sig i mig. Er jeg virkelig så stor? Jeg bad til Gud om, at de ville være for store, men de passede fint. Jeg prøvede også størrelsen mindre, men jeg kunne ikke få den op over mine lår. Den første model passede dog ikke til min kropstype. Jeg fylder ikke ret meget bagtil, så det var bedst til mig med de højtaljede af slagsen. Hvad tænkte ekspedienten? Synes hun at jeg var en kikset pige der desperat prøver at være sig? At jeg er for fed/gammel/akavet til det tøj? Eller bare på om hun mon ikke snart havde fri? Jeg gik hjem flov og stolt på samme tid.

Jeg har sættet på nu, og når jeg selv skal sige det, og det skal jeg, så sidder det fænomenalt flot, næsten lige så flot som tøjet sidder på almindelige piger, men behageligt er det ikke. Min bevægelsesfrihed er stærkt indskrænket, bukserne er ikke elastiske og blusen sidder stramt over ruggen. I går da jeg sad og læste, endte jeg med at måtte ligge på sofaen før jeg fandt en behagelig stilling. Er dette virkelig forfængelighedens pris? Er det virkelig det værd?

Men hvad er forfængelighed egentlig? Det er et af de ord jeg ofte bruger, men som jeg faktisk ikke ved hvad betyder. Ordbogen (den engelske:vanity) siger at lægge for stor vægt på de ydre ting så som udseende og succes, men hvad betyder det overhovedet? Hvad betyder for stor vægt? er det forfængelighed allerede når man går op i at være ren, eller skal man helt op til at gå op i mærketøj før betegnelsen er passende? Er det en stor synd eller en lille synd? Er det en synd at se i spejlet og tænke, at man ser da helt tilforladeligt ud i dag? Er det forfængelighed når man bliver helt varm indeni når nogen kommenterer ens udseende.

Jeg prøver ikke at undskylde mig selv ved at snakke udenom, jeg ved at jeg er forfængelig, i hvert fald nogle gange. I går var jeg, og i dag. Jeg havde ikke noget imod at have dette alt for stramme tøj på, bare jeg så godt ud. Jeg havde ikke noget imod at sidde akavet på stolen, bare jeg så godt ud. Okay, så godt ud, alt er jo relativt.

Men når jeg så mig i spejlet, blev jeg så uendeligt trist, for jeg så mig selv som en hul skal, nydelig i tøjet, jovist, men tom. Pænt tøj får mig til at se så overskudsagtig ud, men i virkeligheden er jeg stresset, så stresset at det hele kører rundt inde i hovedet på mig.