Min mor forstår mig ikke...

... Eller jeg forstår ikke min mor, den går egentlig begge veje.

Dette er IKKE et klynkende indlæg om en hændelse hvor min mor opførte sig pinligt/latterligt/tåbeligt/uforstående/ligeglad, for min dag med min mor i går gik rigtig godt.

Da jeg var teenager var jeg ikke spor mere indsigtsfuld end andre unge mennesker. Nå jeg ser i mine gamle dagbøger er det fuldt med grådlabile (tæt på at tude) sager, hvor min mor opførte sig anderledes end jeg kunne have ønsket. Jeg græd, jeg rasede og jeg troede at jeg var voksen når jeg opførte mig overbærende over for hende.

Nu er jeg så voksen, og jeg er begyndt at overveje, at, ja, min mor forstår mig ikke, men jeg kan heller ikke prale af at forstå hende. Et godt voksent gensidigt forhold bygger på at man respekterer hinanden begge veje, og jeg er først for nyligt begyndt at lære hende at kende.

Jeg håber ikke, at min mor bliver ked af at læse dette for det er bestemt ikke meningen, men min mors og mit forhold er ikke det man læser om i ugebladende eller som kanal 4 laver et TV program om. Vi har aldrig været særlig tæt knyttede.

Da jeg var ung og læste hvordan pop-stjernerne sagde at "my Mama is my best friend" så tudede jeg for det gav mig en opfattelse af, at det var sådan det burde være. Min mor og jeg sad yderst sjældent og drak te sammen, vi gik ikke ud og shoppede, vi havde ingen fælles interesser, og når vi endelig var sammen var det på en mere eller mindre frivillig gåtur eller jeg sad og tudede over en matematikaflevering som hun hjalp mig med.

Efter mine forældres skilsmisse, var jeg vred på hende, følte at hun havde ødelagt vores alle sammens liv. Så kom overbærenheden. Jeg tænkte, at jeg godt kunne være 'den voksne' så jeg talte til hende som et barn, for børn må godt opføre sig tåbeligt i de voksnes øjne. Jeg må have været ulidelig i den periode (hvis der da var nogen der lagde mærke til det, dette er jo trods alt bare en reflekterende erindring).

En dag gik det så pludseligt op for mig, at min mor også er en person med fejl og mangler og at moderen fra litteraturen, hende der guider, er sej og perfekt på den rigtige stadig ikke helt perfektagtige måde så man stadig kan lide hende, hun eksisterer ikke. Jeg anerkendte, at min mor og jeg nok aldrig får det helt tætte forhold. Da jeg havde anerkendt det, begyndte vores møder at gå meget bedre, for forventningens pres var taget af.

Der er en moral i denne historie, eller en pointe hvis man bedre kan lide det ord, til mine unge læsere. En dag vokser i op, og så gør det ikke længere noget at jeres mor er pinlig (undtagen de enkelte gange hvor hun stadig bare er for pinlig). Jeg vil ikke have at i ændre jer lige nu, I skal have lov til at skage ud, man er kun teenager en gang, jeg vil bare vise jer at det kan blive anderledes en dag.

Men vil mor-datter forholdet nogensinde kunne blive et ligeværdigt forhold? Min mor har 26 års forspring med at lære mig at kende. Jeg tror ikke, at det nødvendigvis er min autisme der spiller ind, jeg tror bare at det er min ungdom, når jeg siger, at mor var et navneord, et udsagnsord, et tillægsord og et udråb, men ikke et Egenavn.

I en af mine bøger, en der som en af de eneste gav mig et fornuftigt billede af hvad det vil sige at være kvinde, sagde de, at de at de ældre generationer tager ungdommens sorger på sig og ikke omvendt. Et gensidigt forhold kræver dog at man tager imod sorger og bekymringer begge veje. (Omtalte forfatter er Kristin Marja Baldursdottir og jeg anmeldte en af hendes bøger HER).

Da jeg startede denne blog var jeg meget optaget af ikke at blande venner og familie ind mere end højst nødvendigt. Jeg vælger selv at blotte mit liv, men ingen har spurgt dem. Dog skal der ikke være nogen regler uden undtagelser, og mon ikke min mor tilgiver mig.