Man skulle tro at det var en fordel at være introvert når man bevæger sig i psykiatrien. Jeg mener, med nedskæring og personalemangel kommer patienterne til at side alene på deres stuer i længere og længere tid, og så burde det være godt at man kan underholde sig selv, men sådan forholder det sig ikke.
Det er blevet sådan, at samfundet diktere, at det mest normale er at ville være social og helst hele tiden, så som patient mødes man med "kan du godt være alene?", "Du skal bare sige til, når det bliver for meget", og når man så fortæller dem, at der faktisk ikke er noget man hellere vil, så tror de at det er et symptom og at man er i gang med at isolere sig.
Det er da dejligt, at de bekymre sig, men man føler sig bare så misforstået. Hvad hjælper det, at personalet skal møde patienterne der hvor de er, når det så er samfundet der dikterer hvor man skal hen?
Jeg er heldig, at jeg har min aspergerdiagnose, for vi må gerne have lyst og behov for at være alene, det er jo ligesom en af hovedtrækkende ved diagnosen, men i går talte jeg med en veninde, for hvem det er en daglig kamp at beholde sin ret til bare at være hende.
Hendes bror er social og har altid venner på besøg. Hendes forældre har ligesom psykiatrien en ide om, at det er det der er det normale, så skal hun ikke også invitere en veninde? De kunne måske se film? Lave mad? Gå på cafe? Men når nu hun hellere bare vil sidde og drikke te med sin mor...
Jeg er introvert, og jeg er stolt af det. Intoverte mennesker keder sjældnere og vi er ikke så afhængige af andre. Jeg elsker at sidde alene med en bog, og jeg kan godt finde på at afmelde sociale arrangementer eller personlige samtaler for at få lidt ekstra tid alene.
Af den grund er jeg nogle gange i fare for at blive hvad jeg kalder socialt understimuleret. Hvordan socialt understimuleret adskiller sig fra ensom kan måske være lidt svært at se, men det har noget at gøre med, at jeg ikke rigtig føler et savn efter andre mennesker, efter nogen at være følelsesmæssigt forbundet med.
Hvad jeg derimod savner er en at tale med om bøger, om filosofiske emner, historie egentlig hvad som helst, for hvis jeg går for længe uden at tale med nogen, så kommer der et fald i mine sproglige egenskaber.
Jeg er stolt af mit sprog, jeg synes, at jeg er god til at formulere mig, så når jeg efter en længere pause begynder at snakke igen, og pludselig har endnu sværere ved at huske ordene, så skammer jeg mig. Jeg tror næsten jeg savner mit sprog mere end jeg savner menneskelige relationer.
______
Tak til lille X fordi jeg måtte bruge vores samtale her i bloggen.
Visse oplysninger er ændret for at bevare hendes identitet super duper hemmelig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar