Der går for det meste ikke mange dage uden jeg mærker generne ved min aspergers, jeg bliver uhensigtsmæssigt forvirret, jeg gør mig selv til grin fordi jeg siger underlige ting eller der er noget helt åbenlyst som jeg ikke fatter, eller jeg fordyber mig i en lille detalje og glemmer helheden, men selvom det har indbragt mig en førtidspension, så er det sjældent at jeg sætter mig ned og tænker på mig selv som handicappet, men det skulle en uskyldig lille besked lave om på.
Det hele startede med en piges selvmord. Jeg snakkede med pædagogerne om det, for alle de andre piger udtrykte deres sorg, men det kunne jeg ikke. Jeg vidste godt at det var forfærdeligt, og stakkels pige, stakkels forældre, og stakkels veninde, men jeg kendte hende jo ikke, det berørte på ingen måde mit liv, hvor intet ville ændre sig, så jeg følte ingenting, ingen trykken for brystet, ingen gråd og ingen ondt i maven.
Ungdommens røde kors udgav en gang en bog om psykisk førstehjælp, og den har jeg læst flere gange, så jeg vidste at jeg burde spørge veninden om hun var okay, om hun havde nogen at snakke med og om hun var alene (det burde hun ikke være). Men det velmenene råd kom ikke fra hjertet men fra hjernen.
En af pædagogerne kom til henkastet at sige, at selvfølgelig kunne jeg ikke det (virkelig føle medlidenhed med pigens forældre). Det hun mente var, at jeg aldrig har talt med pigen og da slet ikke med hendes forældre, så det var for langt ude til at de fleste virkelig ville kunne føle noget, men det føltes som et slag i ansigtet.
Jeg så det i det øjeblik som et angreb på min menneskelighed som psykisk handicappet (altså min asperger), og jeg følte det som et syn på mig som mindre menneskelig end alle andre. Hvad mangler jeg siden jeg ikke føler noget?
Jeg har fået snakket hændelsen godt og grundigt igennem med mange forskellige mennesker, og jeg er blevet ret indforstået hvad det var der blev sagt og endnu vigtigere hvad der blev hørt, men det hele har sat gang i et jordskred inde i mig, og jeg står midt i en identitetskrise der minder om den jeg fik da jeg blev diagnostiseret. Pludselig føler jeg mig som en handicappet, som en der bliver set på som handicappet, og det er ikke en sjov fornemmelse.
Vi er i en krisetid, og befolkningens tolerance over for handicappede mindskes. Folk får smadret ruderne i deres handicap biler og forældre til handicappede børn får at vide, at de er egoistiske. Dette er ikke en tid hvor det er sjovt at være handicappet
Ingen kommentarer:
Send en kommentar