Jeg har en fornemmelse af hvordan huset jeg voksede op i så ud, men jeg har ikke noget klart billede af det. Det troede jeg var helt normalt, men ikke ifølge Foer. Hvorvidt det gør noget kan så diskuteres, men problemet er, at jeg heller ikke har et helt klart billede af den lejlighed hvor jeg bor nu.
Jeg ved godt, at min seng står til højre for døren når jeg har været på toilettet om natten, og at der er en reol et eller andet sted, men jeg må ustandseligt føle mig frem og bumper hele tiden ind i ting. Det kan så endnu en gang diskuteres hvor meget det gør, men jeg priser mig lykkelig for, at jeg ikke er blind, for min psykolog siger at de findes, blinde aspergere med dårlig rumforståelse. Det er sjældent, at jeg hører om en handicappet eller en gruppe af handicappede og tanker at 'nej, hvor er det synd for dem', men det gør jeg altså her.
En gang i en psykologisk test omkring sansepåvirkelser, blev jeg spurgt om jeg var bange for at gå ned af trapper, og svaret er 'ja'. Jeg troede egentlig bare, at det var en af mine små særheder, men det må vel på en eller anden måde kunne sige noget om mig, siden de ulejligede sig til at tage spørgsmålet med.
Min psykolog siger, at det igen har noget at gøre med rumforståelse, at min hjerne bliver forvirret af di billeder den modtager, når jeg går ned af en trappe. Ligesom på billedet her, bliver det hele på en eller anden måde syrealistisk, og det bliver en kamp at gå ned, for jeg ved aldrig helt hvad jeg kan forvente. Det er som om jeg ikke kan stole på hvad jeg ser, så jeg er bange for at gå på næsen.
Min psykolog har nogle bøger om emnet som jeg godt må låne, for jeg bliver mere og mere nysgerrig omkring hvordan det fungerer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar