I morgen skal jeg igen på besøg på mit nye bosted, og jeg kan ikke lade være med at tænke på at nu starter min nye fremtid, men hvad vil den indeholde? Er den bare meget mere af det samme?
Selvom folk omkring mig er bekymrede, så keder jeg mig ikke på min førtidspension, hvis man da lige ser bort fra ugen mellem jul og nytår. Det er sundt at kede sig, men kloge mennesker keder sig ikke, ergo er kloge mennesker usunde, og ifølge WEIS-IV (den officielle IQ test ikke en eller anden facebook app) så ligger jeg lige lidt over middel. Men hvis jeg ligger lidt over middel, forpligter det så ikke til at bruge min hjerne til mere end bare at skrive et dagligt blogindlæg og ellers bare tusse rundt derhjemme.
Jeg har Aspergers syndrom og ADD plus følgesygdomme som depression, spiseforstyrrelse og angst, og jeg ved godt, at der er mange ting jeg ikke kan, hvis jeg samtidig skal holde samling på mig selv. Jeg ved godt, at jeg aldrig ville kunne klare et fuldtidsstudie eller -stilling, men er der ikke en middelvej?
Jeg har en stor angst for forandringer, så hvis nogen kom i morgen og foreslog mig at starte på, skal vi sige, VUC, så ville jeg bryde fuldstændig sammen, og præcis af den grund er der ingen der foreslår det, men det betyder jo ikke, at jeg ikke ville kunne klare det, når det kom til stykket, det betyder bare, at jeg har brug for hjælp til at forberede mig.
Der er lidt en tendens til, at hvis man har fået en asperger diagnose, så er det muligt at slippe for billigt (ikke at alle gør det, langt fra). Jeg ser folk der har hovedet i orden, men som spilder tiden foran computeren, og der er ikke én der løfter et øjenbryn, er de virkelig ikke mere værd? Er vi ikke mere værd?
Jeg spekulerer nogle gange på, om jeg skulle have været i en specialklasse, for det der med skolen var så forfærdeligt hårdt, men på den anden side, så kom jeg længere end mange af de andre med aspergers som jeg kender, og det er jeg glad for, for jeg vægter uddannelse mere end noget andet. Må ske er mine prioriteter skæve, men jeg synes at det er en skam at ikke flere af os får mere uddannelse.
På mit nye botilbud vil der blive udbudt engelsk og dansk... på 9/10-klasses niveau. Det kan jeg ikke bruge til noget som helst, for jeg har det på højniveau fra gymnasiet, men jeg synes, at det er rigtig fedt at pigerne er interesserede.
Og før jeg lyder alt for meget som en helgen, så skal det lige siges, at jeg jo ikke selv har taget mig sammen og har taget initiativ til at starte på noget uddannelse.
1 kommentar:
Jeg føler også tit at jeg burde lave noget andet end at sidde hjemme og være førtidspensionist, men nu har så brugt 3 år på at finde ud af hvad det så skulle være, og jeg er stadig spejlblank, og samme er folk omkring mig.
Jeg har ikke kun autisme, jeg har også marfan syndrome, dvs. at jeg ikke kan noget fysisk, og de jobs vi har fundet som jeg fysisk ville kunne holde til, magter jeg ikke psykisk.
Men jeg har ikke helt givet op, jeg håber at jeg med alderen udvikler mig positivt så jeg til sidst kan komme til at have lidt job et sted.
Man kan jo heldigvis godt være både førtidspensionist og så have et lille arbejde nogle timer i ugen et sted.
Send en kommentar