Overstimulering

Det er blevet bemærket, at jeg ret ofte taler om hvordan lyde og andre sanseindtryk påvirker mig negativt, og det er blevet kommenteret, at andre også bliver trætte. Det betyder bare, at jeg ikke har forklaret mig godt nok.

Spørgsmålet om overstimulering er netop kærnen i hele aspergerproblematikken. Var det ikke for den, ville jeg muligvis kunne leve et mere normalt liv med studie, job og kæreste.

Hver dag, hver time, hvert sekund bliver vi bombarderet det lyde, syn og sociale situationer. En bil gasser op et sted i nærheden, og han er lidt for længe om at fjerne foden fra koblingen, en mand kommer gående med sin hund, en terrier af en slags, jeg er ikke helt sikker, og han samler ikke dens efterladenskaber op, en knust flaske, bacardi brezer appelsin, pizzamanden er ved at åbne, en gruppe teenagepiger, fire tynde og to kvabsede, kommer gående, et par knægte på scooter følger efter dem, de griner højt og går ikke af vejen for andre, den ene af pigerne har en blå bluse på, der er nogen der er ved at lufte dyner i huset overfor, en irriterende underbo kommer gående og siger "Hej...", vinden flår i træerne og kaster mit hår ind foran ansigtet, en gammel dame kommer gående med tunge indkøbsposer, det er koldt, men ikke så koldt at jeg skal have mere tøj på, alligevel begynder jeg at ryste.

Den autistiske hjerne er ikke selv i stand til at sortere i alle de sanseindtryk den bliver bombarderet med, så man ser det hele, hører det hele. Det er ikke nødvendigvis fordi hi bliver mere trætte, vi når bare grænsen for hvad vi kan klare hurtigere og mere ukontrollabelt.

Når det kommer til sociale situationer, bliver det hele meget mere kompliceret. Hele tiden skal vi observere og analyser. Vi ved ikke per intuition hvad der er relevant og hvad der er ligegyldigt.

(Dette er en gammel situation). Min kontaktpædagog kommer ind i stuen, hun spørger J om han fandt noget godt da han var nede i cd butikken, hun skænker en kop kaffe, en sjat mælk og to sukker, hun har endnu ikke set på mig, hun sætter sig i stolen stadig vendt mod J, kan hun da ikke se at jeg har det skidt, eller er hun bare ligeglad, jeg kommer med en lyd for at gøre opmærksom på mig selv, hun vender sig mod mig, men straks efter kommer der en sms på vagttelefonen som hun må tage sig af, hun lægger venstre ankel på højre lår, tager en slurk af kaffen, stiller J endnu et spørgsmål, hun drejer stolen så hun næsten sidder med ryggen til mig, jeg bliver så ked af det at jeg må gå og skære mig.

Hvorfor skar jeg mig? Fordi jeg ikke kunne aflæse den sociale situation, jeg observerede korrekt, men min analyse var forkert, jeg troede at hun var vred på mig.

Hver eneste dag er fyldt med indtryk, mange flere indtryk end den autistiske hjerne kan holde styr på, så vi er nødt til at beskytte os selv for at kunne klare det. Vi bliver nødt til at trække os før tid, vi bruger ørepropper eller stikker fingrende i ørene (en pinlig reaktion når folk begynder at glo.

Al denne overstimulering fører til stres, depressioner og i værste fald selvskade.