Om piratar (grafisk)

Jeg er selvskader og stolt af det, men det burde jeg ikke være, for selvskade er i virkeligheden en meget modbydelig ting. Jeg har altid været stolt af, at jeg ikke var som de psykiatriske patienter der blev agressive (jeg så ned på dem), men da jeg får et års tid siden var en tur på psykiatrisk skadestue var der en psykiater der på en meget ufin måde gjorde mig opmærksom på at jeg ER agressiv, jeg lader det bare gå ud over mig selv.

Jamen er det så i det mindste godt at det er mig selv det går ud over, og ikke andre? Jeg er meget taknemmelig for, at jeg ikke skader andre, for jeg tror ikke at jeg kunne leve med mig selv bagefter, men i det at mine aggressioner går ud over mig selv, så forvolder jeg langt større fysisk skade, end jeg nogensinde ville kunne forvolde andre. Som Kia Liv siger i mit yndlings slankeprogram, Kia Liv på julemærkehjem, så ville jeg komme i fængsel hvis jeg behandlede andre som jeg behandler mig selv.

For mig handler selvskaden ikke kun om selve selvskaden, om smerten eller om blodet, den handler i lige så høj grad om at arene synliggør, at jeg ikke er som andre at jeg er syg, at jeg er handicappet, at man ikke må stille for høje krav til mig. Jeg gør det for at det kan ses, ikke så folk får ondt af mig, men for at skræmme dem væk der alligevel ikke kan håndtere de ting der er mit liv.

Måske det er på grund af min autisme, men jeg kan ikke tænke så langt som, at jeg sårer dem der holder af mig. Jeg har fået det at vide rigtig mange gange, så jeg ved det egentlig godt, men jeg bliver ved med at glemme det, fordi jeg i bund og grund ikke forstår det, det er jo bare ar. Bliver de også kede af det over operationsar og ar efter myggestik? Det ved jeg godt at de ikke gør. Jeg har en eller anden ide om, at det skyldes at mine selvskadear for dem repræsentere min smerte og konfronterer dem med den, men det gør de jo ikke for mig. Jeg ser ikke på mine arme og tænker, nøj hvor må jeg have det skidt. Jeg ser på mine arme og tænker, at hvor hulen skal jeg skærer henne næste gang, der er jo ikke rigtigt plads, dette er ikke en joke, det er rent faktisk hvad jeg tænker.

En jeg dog glemmer at tage højde for i alt det her er Gud. Jeg har nok altid troet, at Gud ved at jeg har det skidt, han ser nok igennem fingre med det, men her i weekenden har jeg siddet og læst i den katolske kirkes ungdomskatekismus (Youcat) en bog der indeholder svaret på livet, himlen og alt det der, og der står der

(387)Hvorden skal vi behandle vores krop?
Det femte bud forbtder også voldsanvendelse mod ens egen krop. Jesus opfordrede os udtrykkeligt til at acceptere og elske os selv: "Du skal elske din næste som dig selv" (Matt 22,39)
Selvskadende adfærd ("cutting" etc.) er i de fleste tilfælde psykiske reaktioner på oplevelser af ensomhed og manglende kærlighed. Vi skal derfor i første række vise disse mennesker stor kærlighed. Men inden for rammerne af denne omsorg må det også siges tydeligt, at man som menneske ikke har ret til at ødelægge den krop Gud har givet"

Av, den sved, eller i første omgang kom det bag på mig at det overhovedet var med, men selvfølgelig er det det, for det er et stigende problem blandt unge, og de unge er i høj grad en del af Kirken.

På en eller anden måde er det lettere for mig at forholde mig til at Gud elsker mig end at mine biologiske forældre elsker mig. Måske det er fordi han aldrig gør noget forkert, hvor mine forældre altid er lidt for tæt på eller lidt for langt væk. Gud er der hvor mine tanker er, han ved hvad der er facade og hvad der er den rigtige mig, også når jeg ikke selv ved det. Han er der, og han er den eneste der kan beskytte mig mod mig selv.