Busted

Forleden var jeg ude og gå en tur med min nye kontaktpædagog. Jeg har kun kendt hende i nogle dage, men jeg føler allerede en meget stor tiltro til hende, så jeg stillede hende et spørgsmål jeg længe har gået og tænkt på. Når normale`(ikke autistiske) mennesker ser hinanden i øjnene, bliver de så også forvirrede over hvilket øje de skal se i? Hun smilede sødt, for det var et meget aspergeragtigt spørgsmål.

Nej, det ville hun ikke mene at de gjorde, og dog, hvis de står over for en person hvor øjnene er forskellige, hvis personen for eksempel skeler, så kan det pludseligt opstå en hvis forvirring, men det er altså sådan jeg har det hele tiden.

Det med manglende øjenkontakt er et af kriterierne for Aspergers syndrom. Jeg får tit ros for at jeg er god til at se folk i øjnene, men det gør jeg for det meste ikke, for det meste ser jeg dem lige midt i panden. Det havde min kontaktpædagog godt lagt mærke til.

Jeg følte mig blottet, som om jeg var blevet grebet i at snyde (er det snyd?). Der er aldrig nogen der selv har opdaget det, ellers er de i hvert fald høflige nok til at virke overraskede når jeg fortæller det, for jeg kan selvfølgelig ikke bare holde min kæft og lade som ingen ting.

Som barn kunne jeg slet ikke det der med øjenkontakt, og de stirrekonkurrencer der blev holdt i frikvarterende var en fysisk og psykisk pine for mig. Men da jeg nærmede mig mine teenageår havde min søster en veninde som de voksne roste fordi hun havde et fast håndtryk og så dem i øjnene. Jeg besluttede mig for at lære det med øjnene (det med håndtrykket mener jeg nok at jeg havde styr på).


Jeg trænede og trænede. Når jeg så folk i øjnene gjorde det fysisk ondt inde i øjet, eller rettere, det gjorde nok nærmere ondt i de muskler der styrer øjet, fordi jeg spændte så meget. På et tidspunkt lærte jeg det med panden, og fra den dag af tog folk mig mere seriøst.

Som asperger har jeg nemlig tit oplevet, at folk ikke tror på hvad jeg siger. Det kan skyldes mange ting, blandt andet at jeg tit siger underlige ting og ved ting jeg ikke formodes at vide (jeg taler her om faktuel viden, ikke om meningen med livet eller noget i den retning), men langt hen ad vejen tror jeg at det skyldes, at jeg har et flakkende blik.

Manglen på øjenkontakt er også et af symptomerne på en depression, så ret beset, så har jeg et mere ængsteligt og uroligt blik når jeg har det skidt, men selv når jeg har det bedst, kan det være svært for mig.

Det gør stadig fysisk ondt at se folk i øjnene, og som jeg kom lidt ind på i starten, så kan jeg ikke se folk ind i begge øjne på en gang, så mit blik flakker automatisk mellem det højre og venstre, hvis jeg da ikke igen snyder og fæstner blikket ti cm bag næseryggen (er det snyd?).

Min nye kontaktpædagog vil have mig til at træne det, men i sand asperger stil er jeg mistænksom over for forandringer, det fungerer jo fint sådan som jeg gør det nu.