Det var ikke fordi jeg fik det skidt, selvom om man ellers godt kunne tro det. Der blev ikke fældet en eneste tåre undervejs. Jeg havde faktisk haft en rigtig god dag sammen med min mor der hjalp mig med at pakke min stue og køkken i flyttekasser.
En flytning er stressende for alle mennesker, ikke kun autister, men jeg tror, at jeg, om ikke er mere stresset, så i hvert fald er stresset på en anden måde. Min lejlighed virker fremmed med alle mine ting i flyttekasser. Den stres var jeg nødt til at kanalisere ud på en eller anden måde.
Jeg burde måske have ringet efter en pædagog og snakket mig igennem det, men som jeg stod der i situationen, virkede det som en logisk og en ganske god idé at skære i mig selv, og som sagt var det noget der skete helt uden tåre, faktisk var det en handling nærmest blottet for følelser.
Lægen, sygeplejersken og pædagogen ville meget gerne have mig til at fortælle hvor ked af det jag var før, under og efter, for så ville det passe bedre ind i deres neurotypiske (ikke autistiske) opfattelsesverden. Tanken om, at jeg stille og roligt kunne tage en engangsskraber og smadre den for at skære en lang dyb flænge i min egen hud bare fordi jeg syntes det var passende, min situation taget i betragtning, den virkede vist nærmest skræmmende på dem.
Da jeg sad og blev syet var jeg helt klar i hovedet og talte ivrigt med lægen og fulgte nøje med i alt hvad hun gjorde og stillede relevante spørgsmål(der findes ingen undskyldning for ikke at lære noget nyt), og hun stillede naturligvis også mig spørgsmål.
Når nu jeg var så rolig var det nærliggende at tro, at jeg gjorde det ene og alene for at få opmærksomhed. Jeg kan ikke komme udenom, at det er hændt, at jeg har skåret mig for at få pædagoger og sygeplejersker til at se, at jeg havde det skidt, når nu jeg ikke selv kunne finde ud af at sige det og de ikke selv regnede det ud, men ikke denne gang.
Jeg ved ikke hvad jeg prøver at sige til verden med dette nye sår der skal bidrage til samlingen af gamle ar. Måske prøver jeg at bevise over for verden at jeg altså er syg nok til at fortjene en plads på mit nye bosted. Måske vil jeg give et tydeligt bevis til verden om, at jeg altså har brug for min førtidspension (henviser her til debatten om hvorvidt studerende i DK er fattige eller bare utaknemmelige).
Den forklaring jeg gav lægen, var at min asperger gør, at jeg slet ikke kan se, at der er noget galt i at skære i mig selv, jeg synes det er en ganske logisk reaktion. Et eller andet sted kan jeg godt regne ud, at det påvirker dem der holder af mig, men det er ikke rigtigt noget der betyder noget for mig. Jeg vil lige indskyde et undskyld, at de bliver nødt til at læse det her sort på hvidt, men det er altså en vigtig del af min autistiske virkelighed.
Jeg spekulere lidt på hvorfor jeg mon ikke kan se, at mine handlinger har konsekvenser for andre mennesker. Er det en del af min autisme? Eller er jeg bare en forkælet møgunge?
Jeg vil gerne kunne se de ting. Måske ikke fordi jeg har det store behov for at mærke andre menneskers følelser (er det ikke overvældende nok med egne følelser) men fordi jeg har en fornemmelse af, at det ville være mere normalt, og at det ville gøre det lettere at manøvrere rundt i den virkelige verden.
Hvordan føles det mon at føle ægte medfølelse? som sætningen meget bogstaveligt antyder, må det indbefatte en hulens masse føleri. Jeg er god til at vise medfølelse, men det er handlinger jeg har lært i en bog, ikke følelser jeg selv kan mærke.
______
Jeg sidder og læser dette indlæg igen for at se efter stavefejl, og det slår mig hvor overfladisk jeg virker. Det er ikke fordi jeg ikke ejer dybe følelser, de kommer bare til udtryk på andre måder og andre tider, end hvad der er normalt.
Når jeg skriver denne blog, både i dag og andre dage, kunne jeg være meget mere emotionel, især når der sker noget som i går. Men det nytter jo ikke noget, det ville gøre min blog klynkende, bitter og generelt bare endnu mere forvirrende, og det er der jo ikke nogen der får noget ud af, så jeg holder mig til det nøgterne og overfladiske.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar