Om den jeg virkelig er

Min psykolog har stillet mig en opgave, at skrive 10 korte sætninger om de ting der gør mig til den jeg virkelig er (I får ikke mine svar her, for godt nok er jeg meget åben, men jeg er også en person der har brug for at beskytte mig selv). Det gjorde hun fordi vi talte om min identitetskrise. Som i kunne læse i går, så er jeg blevet i tvivl om, om min aspergers gør, at jeg kun er en halv person, om jeg er et dårligere menneske, om hvad det er jeg mangler.

Jeg sidder og skriver på dem, men det går langsomt frem, for hvad er sandheden om mig? Hvad er sandheden i det hele taget? Hver gang jeg skriver noget kommer jeg i tanke om 5 men'er, men dem må jeg ikke skrive for sætningerne skal være korte.

Jeg ser på mine sætninger og tænker på hvor konstruerede de virker. De virker som noget... ja, jeg ved faktisk ikke hvad de virker som, måske som diagnose kriterier, måske som en teenagepiges dagbog, hvor hun klynker over hvor slemt det er at være hende, men jeg føler jo ikke at det er slemt at være mig det meste af tiden.

Rigtigt nok er jeg god til at finde negative ting at sige om mig selv, men der er mennesker (ikke mange men mere end nok) der ser de positive, og de mennesker holder mig oppe. Okay, nu bliver det hele lidt for sukkersødt, så tilbage til mit navlepilleri.

Efter at jeg er begyndt at blogge er jeg også begyndt at læse andre menneskers blogs, og forundres for kan det virkelig passe, at vi tilhører samme art? En af de blogs jeg følger med i er Julia Lahmes og som tidligere chefredaktør for Cosmopolitan må hun jo om nogen vide det.

Hej Julia

Undskyld at jeg sådan skriver til dig, men du kan måske hjælpe mig med et spørgsmål jeg har kæmpet med længe.

Jeg kan lige så godt fortælle at jeg ikke er en cosmopolitan pige, tøj sidder bare ikke pænt på mig, og jeg har ikke overskud til det med make-up. En gang imellem læser jeg med i din blog, og mode- og livsstils blogs og jeg forundres over hvor overskudsagtige folk virker. Det virker som om der altid er fest og gode nyheder. Jeg er psykisk sårbar og handicappet, men generelt synes jeg at jeg har et godt liv, men jeg kan på ingen måde genkende mig selv i det jeg læser.

Tilhører modebloggere som gina jaqueline og jeg overhovedet samme art (den biologiske definition af art,ikke den sociologiske)?

Hjertelig hilsen
www.asperger-pige.blogspot.com

Kære Linda,
Det er bare helt ok at du skriver til mig.

Jeg tror, vi allesammen har det sådan ind i mellem. Blogs og dameblade viser ikke verden som den er, men som vi ville ønske at den var - på en særligt god dag.

De billeder du ser på blogs og i modeblade er jo ikke helt naturlige, men taget i det rigtige lys, med masser af makeup af mere eller mindre professionelle folk. På sådan en fotooptagelse er der folk til at hjælpe med at få tøjet til at sidde perfekt, så du og jeg skal på ingen måde sammenligne os selv med de billeder vi ser.
Rigtigt mange af os er sårbare og helt bløde indeni, men det er ikke altid den side, vi viser af os selv når andre kigger. Det kræver mod at stå frem og vise hvem man i virkeligheden er, og det er den slags mod, de færreste besidder. Jeg kan se på din blog at du ikke er bange for at fortælle, hvordan du har det, og jeg er sikker på at mange ser på den og spørger sig selv hvorfra du henter den styrke.
I bund og grund handler det hele vel om at vi undgår at sammenligne os selv med andre, men lærer at tage os selv for dem vi er.
Kærligst
Julia

Det er der nu aldrig nogen der har spurgt mig om, men jeg ved ikke, om jeg kunne være andet end åben, men er det en fejl, ville det egentlig være mere passende for alle hvis jeg ikke var åben? Hvordan kunne jeg skrive dette indlæg på en mindre åben måde?
_____________

Forleden var jeg inde ved min psykolog som bad mig skrive 10 ting der beskriver hvem jeg er. Jeg har gået og tænkt over det i et par dage, og det er faktisk en ret svær opgave, for hvad er sandhed i det hele taget. I går tænkte jeg så, nu skal det være, så jeg satte mig i min sofa, den som folk elsker og er villige til at betale overpris for. Jeg tog en kold Pepsi Max i køleskabet (det er det rene ambrosia) og satte mig ved min computer, men det skred langsomt frem med arbejdet. Nu er det dog næsten færdigt, jeg mangler kun 2-3 ting.

Nå, nu vil jeg smutte for jeg skal ind til byen med en veninde, så må vi håbe at jeg ikke køber for meget, der er jo ikke gået penge ind endnu.

Det er som om jeg ikke helt kan tage mig selv seriøst, så jeg bliver nok ved som før.