Ædedæmonen

Jeg vil gætte på, at halvdelen af mine læsere er helt på det rene med, hvad jeg nu vil til at skrive om, og den anden halvdel tror, at det er et eller andet morsomt ordspil, og at jeg nu vil underholde jer med en sjov historie. Jeg kan ikke love, at der ikke er en enkelt eller to, der til slut stadig finder det morsomt, men for mig er det ramme alvor.

Jeg har en tendens til at være lidt for overskudsagtig indtil bulimien stikker sin grimme snude og ødelagte tænder frem.

I næsten 4 uger har jeg klaret mig fint, og for jer der ikke kender til de spiseforstyrredes skumle underverden, så kan jeg fortælle, at det er rigtig rigtig lang tid. Inde i mit hovede havde jeg næsten fået bildt mig selv ind, at det var et overstået kapitel, men selvfølgelig, var det ikke det. Jeg er syg og har været det næsten halvdelen af mit liv, så det forsvinder ikke bare sådan lige.

Jeg ved godt hvorfor det kom tilbage. Jeg er lidt presset for tiden, jeg er ikke helt ovre min ikke gengældte kærlighed, jeg skal møde min nye kontaktpædagog i dag og ved samme lejlighed tale med en journalist fra en lokalradio, og det er første gang jeg skal tale med sådan en.

De første tegn begyndte at komme mens jeg spiste aftensmad med en af pædagogerne, jeg tænkte ikke selv over det på det tidspunkt, men jeg kunne ikke vente med at få hende ud af døren, så jeg kunne komme til at æde videre uden at virke grådig. Jeg havde kun spist en salat, så det ville ikke have virket underligt, at jeg også tog en skive rugbrød, men den pokkers stolthed holdt mig tilbage.

Hun var dårligt kommet ud af døren før jeg spiste min natmad (en time for tidligt). På det tidspunkt var jeg oppe på 1900 kalorier og undte egentlig ikke mig selv mere, men det var ikke nok. Så jeg smurte mig en rugbrød med smør, jeg bruger KUN smør når jeg flipper (verbet der passer til hvad man gør før man kaster op), men det var ikke nok, så jeg smurte en til...

På med støvler og så ud i regn og blæst. Det er lettere at løbe når man har medvind, men når ædedæmonen river og flår i ens krop, så sætter man automatisk det ene ben foran det andet, og presser kroppen til det yderste.

Brugsen ligger lige om hjørnet, og selvom den er dyrere, så er den min ven i nøden, for den har længe åbent, og der er aldrig kø. Varerne røg i kurven per automatik, jeg ved hvad jeg skal have, tænker ikke en gang over det. Så hen og betale, bare på beløbet, og nej, jeg skal ikke have bonen, smile og så farvel.

Jeg når ikke ud af butikken før jeg har revet papiret af den sukkerfri chokolade. Vinden rev og flåede i mig og kastede mit hår ind i ansigtet, men jeg var ligeglad, for jeg havde min mad. Jeg tabte noget af chokoladen på det våde fortov, men pyt, det kunne tørres af i buksebenet og så i munden.

Ikke mere chokolade, så i gang med pandekagerne, ikke noget med at tage en af gangen, bare tage en ordentlig bid, som af en fem-lags sandwich, hurtigt tygge og sluge, og så til næste bid.

Jeg registrerede knap smagen, men hvilken fryd at berolige dæmonen i mit indre, hvilken lettelse at føle sig fri, bundet af sygdommen, men fri for bekymringer, i hvert fald den næste time.

Hjemme bliver saks og knive fundet frem, og denne gang er det ikke mine arme det går ud over. Emballager bliver revet og flået, smør spredt, tænder der flænser, maven der bliver større og større. Jo mere smør nu, jo lettere senere. Jeg tvinger mig til at drikke vand imellem, men jeg vil langt hellere spise, nej æde, "det er kun dyr der æder", men jeg er et dyr, en dæmon.

Den sidste mad er altid så uendeligt svær at få ned, men den skal med, ellers starter det hele forfra igen om lidt. Håret i en hestehale, af med de lange ærmer, og så bøjer jeg mig endelig over kummen i et næsten religiøst ritual, og forløsningen kommer, og jeg lader mig tømme for mad og for følelser og for mig selv, til der til sidst kun er en tom skal tilbage der bare vakler ind i seng og lader søvnen omslutte sig.

Dette er både fortid, nutid og fremtid. Det er inde i mig og uden for mig, det er mig.