Så er det i dag at jeg flytter, og jeg er ved at brække mig af nervøsitet. Jeg er ikke bange for det nye sted, jeg er ikke bange for om jeg skal falde til, eller for om pædagogerne. Det jeg er bange for er selve flytningen, selve det at flytte alle ting fra punkt A til punkt B. Jeg får hjælp til det, min far, en hyret mand og hvad der nu lige er af pædagoger, både det nye sted og her. På grund af min arm skal jeg faktisk ikke rigtigt gøre noget selv, men alligevel er jeg nervøs.
Måske er nervøs ikke det rigtige ord. Det indikerer, at jeg er bange for, at noget vil gå galt, og det er jeg ikke. Hvad jeg er bange for er forvirringen, og for rodet. Min autistiske side går helt amok. Jeg får lyst til at tage en stor dosis beroligende, og først vågne op, når det hele er i orden.
Kaostanken er meget velkendt for folk med aspergers, det er noget vi til en hvis grad oplever hver eneste dag, men nogle gange vokser det os over hovedet og gør det svært at være til.
Men hvordan føles dette mentale kaos og hvordan kommer man igennem det?
Kaos er det endelige produkt af for meget stres, det er når hjernen ikke længere kan tænke klart, hvor man bliver forvirret og får tundelsyn.
Hvad gør man ved det? Man overlever bare på en eller anden måde
Ingen kommentarer:
Send en kommentar