Jeg ser pludselig på mit ugeskema, at det er gået hen og er blevet d 6 januar, hellige tre konger. Så er julen definitivt ovre, og jeg så den første påskepynt på posthuset i går.
Jeg kan ikke lade være med at tænke hvor overfladisk min jul har været. Hvis nu nogle entropologistuderende fra det ydre rum havde iagttaget mig i december, hvad jeg gjorde, sagde og tænkte, ville der ikke være meget der havde ledt dem på sporet af at Gud blev kød og tog bolig iblandt os.
Når man ser på vores samfund, skulle man tro, at julen er den vigtigste højtid i kirkeåret, men den plads tilkommer altså påsken, Jesus der døde for vore synder (jeg bliver helt rørt ved bare at skrive det), men julen er også en stor fest, med mindre man er et vidne (Jehovas vidner).
Fint nok, at de ikke vil fejre jul, jeg har også nogle gange lyst til at droppe julegaveræs og fed mad, men jeg kæmper altså for at se den teologiske fidus. Hvis påskens mysterium, at Jesus døde for vores synder, så er han jo nødt til at være et menneske, og det bliver man ligesom ved at være blevet født af en kvinde, så lad os da endelig fejre julen på lige fod, for at fejre, at vi ikke som gnostikerne mente at Jesus kun var gud og derfor ikke kunne dø på korset (hvis nogen har læst Dan Brown vil de måske studse lidt her, men Dan Brown er en smølf, så lyt ikke til hvad han siger).
Jeg fejrede ikke julen som det sig hør og bør, og det har jeg mange dårlige undskyldninger til at forklare og bagatellisere. Jeg tror ikke at jorden vil åbne sig under mig, og at jeg vil blive opslugt af Helvedets ild af den grund, men jeg ved dybt inde, at jeg er gået glip af noget stort, og det ærgrer mig. Jeg kunne bruge timer på at udpumpe mine venner og bekendte for detaljer om deres fromme tanker og om deres oplevelser til midnatsmessen.
Især var det spændende at høre fra ham der endnu ikke er katolik, men som også har aspergers, for selvom jeg ikke kender ham så godt, så ved jeg hvordan hans hjerne fungerer, for den minder mere om min, end mine normale venners. Han gør sig lidt de tanker jeg også ville have gjort mig.
Jeg startede denne blog ud med at have et mål, jeg ville, inden jul, begynde at gå regelmæssigt i kirke, og komme af med angsten, så jeg julenat kunne stå sammen med mine brødre og søstre (ikke biologiske, men mine medkatolikker) og indånde alt hvad der er godt. man må sige, at det ikke helt lykkedes mig, men jeg kom faktisk længere end jeg havde troet.
Siden september er det lykkedes mig at komme af sted til en håndfuld hverdagsmesser og nogle enkelte søndagsmesser, jeg har været til skrifte hele to gange og skal snart en tredje, og jeg har modtaget den hellige kommunion, noget jeg havde længtes så forfærdeligt efter i hen ved to år [I den katolske kirke mener vi at brødet og vinen ER Jesu Kristi legeme og blod].
Om jeg er stolt af mig selv ved jeg ikke rigtigt, det virker ligesom forkert at bruge ordet stolt, det har en lidt metallisk klang fordi det bliver brugt forkert. Vi burde kun bruge ordet når vi gør noget der i sandhed er os og/eller vores medmennesker til gavn. Men jeg er tilfreds. Ikke tilfreds som i nu vil jeg læne mig tilbage for jeg har gjort nok, men tilfreds som en rolig og rar fornemmelse af at have gjort noget der er godt og som ingen kan tage fra mig.
Jeg bør ikke stoppe her, for, som kyllinger, æg og tulipaner på posthuset vidner om, så nærmer påsken sig. 22 februar er det askeonsdag [indledningen på fastetiden] og det kommer jeg sikkert til at skrive rigtig meget om senere, men det er mit mål at fortsætte den gode stil og blive ved med at komme i kirken, for hvem ved, måske kan jeg påske nat stå i tre stive timer, der dog føles som langt mindre, og stemme i med det Halleluja der ikke har lydt alt for længe, og man finder intet smukkere. Nu bliver jeg meget indforstået, men bær over med mig, jeg skal nok forklare det hele, når vi nærmer os lidt mere.
Og Kasper løb, og Melchior løb, til sidst kom Balzasar, for de kom lovligt sent af sted, da de drog hjemme fra.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar