søndag den 29. januar 2012

Om når aspergerpiger mødes

NT'ere, neurotypiske, normale, mugglere eller hvad man nu skal kalde jer uden for (autisme) spektret uden der er en eller anden der synes, at det er politisk ukorrekt Altså normale pigers venskaber i skoletiden er noget mærkeligt noget, det er sådan noget der er 100% hengivent det eneøjeblik (undtagen når de alligevel bagtaler hinanden) og så hader de hinanden det næste øjeblik.
Senere bliver der hvisket og tisket, der bliver holdt i hånden og man går med hinanden på toilettet. Man skal gå i byen sammen, og man skal se sex & the city sammen. Man skal sætte hår og låne tøj, man skal slås over de samme fyre, og man skal græde ud ved hinandens skuldre.

Jeg sidder og læser en bog om aspergerpiger, og den fortæller hvordan vi ikke kan få, vil have eller har opgivet at få venskaber, hvilket jeg egentlig finder ret fornærmende. Rigtigt nok kan jeg ikke genkende det billede jeg har malet hos mig selv, men jeg har piger som jeg har knyttet nogle stærke bånd til, og er det i bund og grund ikke det eneste sande kriterium for venindeskaber? Jeg skelner her mellem venner og veninder, ikke kun på grund af kønnet, men også på grund af de mærkværdige sociologiske og psykologiske aspekter der opstår når to eller flere piger samler deres fokus omkring fælles interesser, hvor jeg med interesser ikke nødvendigvis mener noget de alle sammen faktisk interesserer sig for, men noget som de alle for en given stund mere eller mindre helhjertet interesserer sig for.

Puha, det blev forvirrende, jeg kan godt forstå hvis nogle aspergerpiger opgiver på forhånd. Er det overhovedet alt besværet værd? Jeg kan selvfølgeligt kun tale for mig selv, og det er så selvfølgeligt, at det irriterer mig, at samfundet diktere, at jeg skal sige det, så jeg tror faktisk, at jeg vil trække det i mig igen. Jeg får rigtigt meget ud af mine venskaber, fordi min lille hundetræner inde i hjernen giver mig en lille belønning dopamin når jeg får den her menneskelige forbindelse, hvor man lytter til hinanden og hjælper fordi man rent faktisk har en interesse i personens velbefindende. Jeg kan lide mine vinindeskaber og mine venskaber fordi det får mig til at føle at jeg har betydning, at verden måske alligevel ikke er et bedre sted uden mig, og jeg håber at de føler det samme om mig (så Måne, hvis du læser med her, så vil jeg lige sige at du vover på at dø ved eller ved uden egen hjælp, vi skal blive gamle sammen og sidde på plejehjemmet og gnægge tandløst fordi colaen har ætset vores tænder væk).

Folk spørger mig tit hvad forskellen er på aspergere og normale (jeg bruger ordet normale, og det har jeg en meget god grund til, men det er lidt langt at forklare, så det lover jeg at vende tilbage til en anden dag, bare så i ikke begynder at skælde mig ud på forhånd). Mit svar bliver altid lidt vævende, måske fordi videnskaben på dette punkt også er lidt vævende. Men koldt og kynisk og meget simpelt, så fungerer vores hjerner bare meget forskelligt. Når folk ser på mig, så tænker de måske ikke over det, men når jeg ser på dem, så gør jeg.

Efter i nogle år at have været lidt afvisende over for mit handicap, så er jeg måske begyndt at finde mig til rette, i hvert fald nok til, at jeg er åben over for aspergervenskaber, altså venskaber der er knyttet ud fra de betingelser at vi begge har aspergers (her snakker jeg ikke om venindeskaber, for de er alt for omstændelige til at vi helt forstår dem).

I fredags mødtes jeg med en pige fra nettet, fordi vi tilfældigvis bor i den samme by, men som hun sagde da hun så min lejlighed, så har vi ikke to bøger der er den samme (ikke helt sandt, efter lidt tid kom hun i tanke om at hun har højskolesangbogen efter et efterskoleophold). Alligevel var det rart at mødes, for vi tilhører så om sige samme art og taler samme sprog.

Normalt når jeg er sammen med veninder kan jeg klare en time måske to, og så er jeg træt, for jeg bruger så mange kræfter på at regne ud hvad de egentlig siger, ikke fordi de prøver at føre mig bag lyset, men fordi de bare taler som folk nu en gang taler. Med aspergere er det noget andet, og en spade er næsten aldrig andet end bare en spade. Der er ikke så meget talen uden om. Har du taget på og kommer du ikke ud og rører dig nok? Ja, så kom med til fodbold (altså mig) længere er den sag ikke, så på torsdag skal jeg til fodbold, mig der dårligt nok kan ramme en bold.

Ingen kommentarer: