slankeprodukter

Det er januar, det er tid for nytårsfortsæt, så fjernsynet er fyldt med reklamer for 'lette' løsninger til at smide nogle kg.

Som spiseforstyrret kan jeg ikke lade være med at blive stærkt påvirket af det hele. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at måske jeg også skulle gå på slankekur, at jeg måske skulle investere i nogle af alle de produkter, for de kvinder i reklamerne ser jo så tynde og glade ud, jeg vil også være tynd og glad.

Nogle produkter er mere længere ude end andre. Allevo er jo i princippet bare en serie af slik med ekstra proteinindhold der angiveligt skulle hjælpe en med at tabe sig. Hvor naive er folk mon? Ja, man taber sig hvis man spiser det som et måltid, men hvem gør det hvis man ikke er decideret spiseforstyrret, ellers er det bare en chokoladestang til 210 kcal,

Vægtvogterne reklamere med at være et lille måltid, men nej, det er altså bare en muslibar til overpris.

Alt dette siger jeg dog med en hvis ironisk distance og tænker på alle de light produkter jeg skyller ned (Pepsi max og fun saft).

Men det jeg egentlig havde tænkt mig at skrive om, er nogle slankepiller ved navn xls-medical (fra str XL til S). Pillerne virker ved, at de forhindre noget af fedtet fra maden i at blive optaget i kroppen, men det er ikke hvordan det virker der pisser mig af, det er hvordan de reklamerer for dem.

I reklamen følger man denne smukke, succesfulde og populære kvinde. Som ung vejer hun 59 kg, som succesfuld karrierekvinde vejer hun 63, men så begynder hun at tage på og kommer helt op på 73 kg og hun kan slet ikke genkende sig selv.

I sommers tog jeg selv 9 kg på, så jeg ved godt hvor forfærdeligt det kan være, og hvis jeg havde haft modet til at gå på apoteket, så havde jeg helt sikkert også købt slankepiller.

Men en ting er hvad en spiseforstyrrets virkelighed ser ud ,noget ganske andet er hvad der bør reklameres med. Jeg ønsker ikke, at reklamer skal lyve, men jeg hader, at der bliver pisket en stemning op om, at 73 kg er så ulækkert meget, at man bør tage slankepiller for at komme ned i vægt. Man får ikke at vide hvor høj (eller lav) kvinden er, men det er også ligegyldigt, for unge kvinder ser tallet 73 kg og får det skidt over det.

Selvom pædagogerne har svært ved at tro det, så var min normalvægt da jeg gik i gymnasiet noget og 70 kg. Jeg var større end jeg er nu, men så stor var jeg heller ikke. Jeg kan ikke lade være med at tænke hvor forfærdeligt jeg ville have haft det, hvis jeg så den reklame dengang.

Faktisk får jeg det stadig dårligt, for selvom jeg vejer 10 kg mindre, så føler jeg mig stadig som den pige jeg var den gang. Det har ikke noget med min aspergers at gøre, det er ikke en gang sikkert at det har noget med min spiseforstyrrelse at gøre, det er vist bare den menneskelige natur.