I går blev jeg kaldt ind på vores daglige leders kontor, og jeg var ved at dø af skræk, for hvad havde jeg NU gjort. Det viste sig, at jeg ikke har gjort noget, men hun ville lige fortælle mig ansigt til ansigt, at den pædagog jeg i løbet af ferien har knyttet mig sådan til, hun har sagt op, med virkning efter hendes ferie, dvs hun ikke kommer og siger farvel.
Jeg er selvfølgelig rigtig ked af, at hun er stoppet, for hun var en rigtig behagelig person og en dygtig pædagog, så jeg grad fordi jeg ikke fik lov at sige farvel til en person jeg har holdt af og ikke fik mulighed for at fortælle hende at jeg har værdsat at lære hende at kende. Jeg skar mig til gengæld fordi hun uden at vide det fik mig til at føle mig værdiløs. Dette bosted er hele mit liv, hvad enten jeg kan lide det eller ej, så når hun forsvandt uden at sige farvel, så føler jeg, at hele mit liv bare er et job man tager hjem fra, og det gør ondt.
Jeg ved selvfølgelig godt, at de pædagoger der arbejder her ARBEJDER her, men jeg bilder mig i hvert fald ind, at jeg er sød og charmerende nok til at gøre et vist indtryk på folk. Jeg forlanger ikke at de ligger søvnløse derhjemme og grubler over mine problemer, men når et menneske møder et andet menneske, så sætter de et aftryk i hinanden. Jeg vil gerne være et menneske. Ja vi er pædagoger og beboere, men vi er også alle sammen mennesker. Pædagogerne efterlader et spor i mig, så jeg ønsker og tror at jeg er menneske nok til også at efterlade mig spor i dem.
Den omtalte pædagog har ikke været her ret længe, og hun skulle kun være her i nogle måneder, hvorefter hun skulle over på et nyt bosted de er ved at bygge. Hun har faktisk aller mest været der i de uger hvor alle de andre var på ferie, og hvor der mere eller mindre kun har været mig og hende. Hun har derfor nok ikke tænkt, at hun havde efterladt sig nok spor til, at det ikke ville være akavet at møde op efter hendes ferie for at sige farvel. Og det ville nok være akavet, for det er nok kun mig der i den grad har knyttet mig til hende, og vi havde heller ikke knyttet os så meget til hinanden, at det ville virke logisk, at hun kom bare for at sige farvel til mig.
Jeg er et fornuftigt væsen, jeg kan sagtens se logikken, men jeg er også en sårbar lille pige, så det gør ondt indeni, så jeg skar mig, kom på skadestuen, blev syet, kom hjem, spiste, gik i seng, stod op og gik nedenunder til en mandlig pædagog for at få noget beroligende i en meget lårkort natkjole, men jeg var ligeglad, for jeg var træt, ked af det og såret, jeg kunne være gået nøgen hvis det skulle være, gik tilbage i seng, sov, stod op, løb og nu sidder jeg her og får skrevet det hele ned, så jeg håber at jeg nu kan lægge låg på den historie.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar