Jeg har en veninde, som jeg elsker over alt på jorden. Hun er min sjælesøster og mit ét og alt, så det skar mig i hjertet, da jeg i går måtte tage turen til København for at tale et alvorsord med hende.
I går morges fik jeg min far til at køre mig til toget. Jeg havde lige været frisk nok til at løbe mig en tur tidligere, men nu jeg var altså alt for doven til at gå den ret korte vej ind på stationen. Da jeg stod på perronen, kom der en virkelig flot midaldrende dame af, jeg vil gætte på pakistansk baggrund, hen til mig. Jeg sagde, at jo, hun stod skam på den rigtige perron, toget var bare lidt forsinket. Bagefter kommenterede hun mine bumser. Jeg havde egentlig lidt lyst til at blive fornærmet, men det ville ikke rigtigt lykkes mig, for det var tydeligt, at hun gjorde det af et godt hjerte. Hun sagde, at jeg bare skulle smøre ansigtet med tigerbalsam, så ville det forsvinde med det samme. Selvom hun sagde det på en venlig måde, var jeg glad for, at vi skulle sidde i en stillekupé, for jeg var ikke sikker på, at jeg havde lyst til at høre hvad hun eller havde at sige til mig.
Jeg kom godt til København, hvor min veninde stod og ventede på mig. Hun undskyldte mange gange, at vi ikke kunne tage direkte hjem, men at vi først skulle på kommunen. Det behøvede hun ikke at undskylde, for ud over at have savnet hende og gerne ville se hende igen, så var jeg lige netop kommet for at tale om økonomi. Det gik desuden godt på kommunen, og de damer vi talte med var meget søde og hjælpsomme. Jeg ved at min veninde har haft nogle virkelig grimme episoder, men jeg har altid været meget heldig med socialrådgivere. Min veninde blev en dag ringet op af en af dem, jo, hun havde da en masse papire fra psykologen, lægen og hospitalet, men hun ville gerne høre fra min venindes egen mund HVORFOR hun var syg (anoreksi) for ligesom at vide om hun havde lyst til at kæmpe for hendes sag. Da jeg hørte den historie, havde jeg lyst til at slå armene om min veninde og give hende jordens største kram, men det er ikke den type forhold vi har, så jeg lod være, og jeg ved ikke med mig selv, om det var godt eller skidt.
Hjemme i lejligheden insisterede jeg på at tale økonomi. Min veninde er ikke dum, hun ved godt hvad der er rigtigt og forkert, men hun står lige midt i sin egen økonomiske ruin, og det kan være svært så at se objektivt på tallene. Hun skal snart flytte til noget billigere, til noget hun rent faktisk har råd til at bo i, men der går stadig nogle måneder før hun har et budget der er til at holde ud, og indtil da er hun rent ud sagt på røven. Jeg så på hendes fine nye budget som hun var så stolt af, og så begyndte jeg ellers at pille det fra hinanden. Det skar mig i hjertet, hvordan jeg sad der og gjorde hendes månedlige overskud mindre og mindre, men det måtte gøres.
Min vigtigste mission var at forhindre hende i at tage et quick lån for at kamuflere at hun havde overtrukket sin kassekredit. Jeg indrømmer gerne, at jeg egentlig ikke ved ret meget om økonomi, men jeg har set nok afsnit af Luksusfælden (Gud hvor jeg savner Viasat) til at jeg ved, at man ikke skal tage lån for at betale gæld af, at det faktisk kan være strafbart. Min veninde argumenterede for, at børnepengene jo snart kom, men for det første havde hun jo i virkeligheden ikke lyst til at bruge børnepengene på den slags, for det andet vil quick låns firmaerne ikke have pengene så snart man har dem, de vil trække pinen ud i minimum et år for at få så mange renter som muligt. Banken derimod tager imod pengene med kyshånd, jo før jo bedre.
Jeg forstår godt min veninde. Det er aldrig sjovt at skuffe nogen, heller ikke sin bankmand, men det er endnu værre at skuffe ham, når han ikke er sød ved én. Jeg er et intellektuelt empatisk menneske, ikke et emotionelt empatisk menneske, det vil sige, at jeg bruger min intelligens til at regne ud hvordan andre mennesker har det, jeg mærker det ikke intuitivt. Jeg kunne ikke føle min venindes angst, men jeg forstod godt frygten for ydmygelsen. Jeg forstod godt, hvor forfærdeligt det må være at blive ringet op for at få en skideballe, og jeg forstår godt ønsket om at gøre hvad som helst for at dække sine spor, en et quick lån er bare ikke løsningen. bankmanden kan jo desuden godt se hvor pengene kommer fra, og han kan se at man graver sig ned i et stort dybt hul, og det vil han nok heller ikke være begejstret for.
Jeg elsker min veninde, en jeg var nødt til at tale hårdt til hende. Det kommer til at lyde så formynderisk, og det er det nok også, men sådan er det nødt til at være en gang imellem, for når man står i lort til halsen, så er det svært at bevare overblikket
Ingen kommentarer:
Send en kommentar