Der er kun lidt over en uge til, at jeg starter på universitetet, og det stresser mig, og når jeg er stresset, bliver jeg træt, og i to dage nu, har jeg gjort noget for mig så sjældent som at sove over mig, det er derfor der ikke kom noget indlæg i går, og at indlæget i dag bliver kort og ligegyldigt.
Jeg har ikke så meget imod at være træt, også selvom det tit gør mig trist og ked af det, men jeg har noget imod at få at vide af andre, at jeg er træt, for hvis jeg nu både er træt og ked af det, så føler jeg at de siger, at det ikke betyder noget at jeg er ked af det, for jeg er jo bare ked af det fordi jeg er træt, og så føler jeg, at jeg ikke har lov til at være ked af det, og så gør det mig endnu mere ked af det. Når jeg så samtidig er træt, så har jeg lettere ved at springe til konklusioner, og ofte overdriver min trætte hjerne betydningen af folks ord, og så bliver jeg endnu mere ked af det uden grund.
Det skete for mig i går. Jeg var desperat efter den ene af mine kontaktpædagogers opmærksomhed, og da jeg ikke fik den på den måde som jeg ville have, så følte jeg mig overset og blev ked af det, meget ked af det, så ked af det, at jeg ikke ville spise min aftensmad. I stedet for så skar jeg mig. Først skar jeg mig, så skar jeg mig lidt mere, og til sidst skar jeg mig nok til, at jeg følte, at jeg kunne være bekendt at gå ned og vise pædagogerne såret. Ja i læste rigtigt, såret i ental, for i modsætning til mange andre jeg kender, så skærer jeg mig for det meste kun et sted, og det kan tage mange små snit at få et sår der er langt, dybt og åbent nok til, at det skal sys, for hvis det ikke skal sys, så skammer jeg mig over min egen uformåen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar