Jeg var ude og køre i tog i går, og når jeg gør det, kan jeg ikke lade være med at lægge mærke til, hvad andre mennesker læser. Jeg vil skyde på at 4 ud af 5 gange, hvor der sidder en og læser er det en ung pige eller en gammel dame, men fra tid til anden støder man på en ung fyr der læser (ellers sidder de som regel med deres computere). Når de så læser bøger er det som oftest nogle tommetykke sci-fi romaner, men i går sad der en sød rødhåret fyr og læste "Midt i en jazztid" af Knud Sønderby, og da han var færdig med den gik han i gang med "Rosens navn" af Umberto Eco. Jeg kunne ikke lade være med at forelske mig en lille bitte smule.
Den omtalte fyr sad skråt bag ved mig, så jeg havde svært ved at kigge på ham i smug, men jeg fandt en stilling hvor 1) han kunne se at jeg sad med en stor tyk bog (elendig kvalitet, men det behøvede han jo ikke at vide), og 2) jeg en gang imellem kunne kaste et blik tilbage.
Dette er ikke nogen romantisk scene fra en amerikansk film, vores øjne mødtes ikke mere eller mindre tilfældigt, der opstod ikke en uudtalt forståelse mellem os, og vi stødte ikke ind i hinanden på gangen og udvekslede dobbelttydige bemærkninger. Min veninde foreslog at jeg skulle give ham mit nummer, men nej, der havde jo ikke været skyggen af interesse fra hans side, men det gjorde da min togtur lidt mere interessant.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar