Jeg vil gerne være lige som alle andre, og alligevel vil jeg gerne være noget ganske særligt. Jeg vil gerne læse det samme som alle andre, men jeg vil også gerne være lidt mere højrøvet og finkulturel end folk er flest. Jeg prøver at læse krimier, for det er jo ligesom det man gør, hvis man læser bøger, men det fanger mig aldrig, jeg giver ikke en skaldet kanariefugl for hvem morderen er, og jeg finder den absurde voldelighed tåbelig. Jeg ranker ryggen og vedholder at krimier er for pøblen, men det er ikke sandt. Jeg har lige modtaget en krimi fra forlaget Rosinante, der er skrevet af en yderst veluddannet kvinde, Fred Vargas, og sådan er det faktisk nogle gange. Nogle gange er jeg stolt, men andre gange skammer jeg mig. Hvorfor kan jeg ikke lide krimier når nu alle andre kan?
Jeg har da både læst og anmeldt krimier, med vekslende, og dag altid noget syrligt/sarkastisk resultat.
Søster - Lupton, Rosamund
Havde bestemt potentiale, men gjorde som krimier gør flest nu om dage, den blev absurd og tåbelig.
Hvad skovsøen gemte - Rosenkrantz, Palle
Fra en helt anden tid (1903), så den var egentlig helt interessant, dog ofte af andre årsager end kriminalgåden.
Døderummet - Staun, Susanne
Så absurd og tåbelig at det faktisk var hylende morsomt. Flere gange måtte jeg grinende læse afsnit op for pædagoger og psykologer.
Lyder jeg snobbet og studentikos? Det gør jeg nok, det er jeg nok, men jeg kan ikke gøre for det, det ligger i min opdragelse, for i mit barndomshjem var der forfattere og genre som vi af princip ikke kunne lide, og de retningslinier jeg fik den gang følger jeg stadig, og selv når jeg ikke følger dem, så bliver jeg for det meste mere bekræftet i, at VI (især min far) havde ret. Jeg tror også at min farfar var sådan, men jeg husker det kun svagt, for han døde da jeg var 9, men jeg så meget op til ham, så hans meninger ligger latent i mig, fordi han prægede mig som meget ung, og min far og jeg talte først rigtigt bøger da jeg blev lidt ældre.
Jeg er dog begyndt at 'udvikle' den teori, at der er forskel på god og dårlig litteratur og på gode og dårlige bøger. god litteratur er noget man kan analysere sig frem til, noget der siger noget om samfundet og tidsalderen, noget der vil overleve til kommende generationer. En god bog er en her og nu oplevelse, noget personligt, noget der underholder. De tog ting kan, men behøves ikke nødvendigvis at falde sammen. Det er en teori jeg har været nød til at komme op med (som om jeg er den første der er kommet på den tanke, men det er jeg altså ikke), fordi folk ved at jeg kan lide bøger og derfor ofte fortæller mig hvad de læser, og de læser tit bøger, som jeg med skam må indrømme, at jeg ser lidt ned på, og jeg ønsker ikke at se ned på folk. Jeg ønsker ikke, at folk skal skamme sig over at kunne lide en bog, bare fordi jeg ikke kan lide dem. Ja, jeg læser flere bøger end de fleste. Ja, jeg har erfaring med et bredere spektrum af bøger. Og dog vil jeg sige, at jeg er mere indskrænket end mange, lige netop fordi jeg dømmer en bog på forhånd, og den for det meste lever op til mine forventninger.
Jeg vil gerne gøre reklame for min bogblog, men jeg vil også have at folk ikke tager mine holdninger alt for seriøst, for jeg er både snobbet og indskrænket, og bare fordi jeg lyder klog, betyder det ikke nødvendigvis at jeg er det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar