En mand i huset
Som jeg skrev i går så har vores Boxer i ikke virket hele weekenden, og jeg har gjort alt der stod i min magt for at ordne det, hvilket vil sige, at jeg højlydt har brokket mig og stirret olmt på fjernsynet, og med jævne mellemrum har jeg taget kortet ud, danset en lille rituel dans, og sat det ind igen, alt sammen uden skyggen af effekt. Her mandag morgen beklagede jeg mig så til vores daglige leder og hun spurgte en af de kvindelige pædagoger der lige kom forbi. Vi stod der, tre forholdsvis veluddannede kvinder og så på fjernsynet, så på hinanden, og ca samtidig fik vi tanken Asger (vores mandlige psykolog). Han blev tilkaldt, og han gjorde det samme som jeg lige havde gjort, og wups, så virkede alle kanalerne igen.
Historien er selvfølgelig kun virkelig sjov fordi han rent faktisk (som mand) fik fjernsynet til at virke, ellers var det jo mere eller mindre bare et spørgsmål om, at lortet bare ikke virkede, men nu blev det et spørgsmål om kønsroller.
Og historien er da meget morsom, men på et lidt mere alvorligt plan, så grinede vi tre kvinder historien handler om, og det samme gjorde de kvinder jeg har fortalt historien til, men alligevel var det for os alle helt naturligt at spørge en mand til råds, og vi skammer os på ingen måde over det. Jeg skammer mig heller ikke. Jeg ved så godt som intet om hvordan mine teknologiske hjælpemidler virker, og jeg er ret ligeglad, de skal bare virke. Om jeg spørger en mand eller en kvinde til råds, er for mig ligegyldigt, men jeg regner med god grund med at kvinderne er lige så ligeglade som mig.
Min tidligere kontaktpædagog
Mange af de pædagoger jeg normalt taler mest med har været på ferie de sidste alt for mange uger, men nu er det endelig blevet uge 32 og ting begynder at nærme sig det normale igen. En af de pædagoger der kom tilbage på arbejde i går, var min tidligere kontaktpædagog som jeg altid har holdt forfærdeligt meget af. Nu om dage er hun desværre kontaktpædagog for drengene, så på papiret har jeg ikke meget med hende at gøre. Jeg glædede mig dog som et lille barn, og da kl nærmede sig 12, og jeg vidste, at hun var mødt ind, så skulle jeg bruge al min selvkontrol for ikke straks at brase ind på kontoret og give hende en ordentlig velkomstkrammer.
Hele dagen gik jeg og havde helt enormt meget selvkontrol. Når vi mødtes hyggesnakkede vi, og jeg var munter og snakkede som et rigtigt overskudsmenneske, men indeni var jeg en lille pige der hoppede op og ned af glæde, og jeg måtte holde strømme af ord inde for at vise, at jeg godt kan have det professionelle forhold til hende som ledelsen gerne vil have.
Om det var en rigtig facade jeg opretholdt, sådan en som man altid snakker om, når man snakker sårbare piger, det ved jeg ikke, for jeg morede mig jo, jeg fik lov til at drille hende med nogle billeder der blev taget til en grillaften, jeg fik lov til at snakke løbeplan og vi snakkede meget og det var hyggeligt. Måske er det det de mener med, at de skal forberede os på den virkelige verden, at vi skal (gen)lære ikke altid at vise vores sårbarhed, for når man viser sin sårbarhed, så føles man endnu mere sårbar
Ingen kommentarer:
Send en kommentar