Lørdag morgen var jeg ude og løbe, altså ude som i udenfor og ikke på løbebånd. Det var fint nok, og ikke så hårdt som jeg havde frygtet, men da jeg kom hjem, gik jeg i bad og smed mig i en liggestol, og jeg kom ikke op igen før hen under eftermiddagen, hvor der ikke var mere skygge tilbage. Søndag var jeg ikke en gang ude og løbe, der lagde jeg mig bar direkte ud.
Vi har kun én ordentlig liggestol, og jeg havde lidt dårlig samvittighed over i den grad at besætte den hele weekenden. Normalt sidder jeg bare i de almindelige stole, og har det helt fint med det, men efter adskillige timers læsning på den måde, har jeg fået en lækker brun kulør, men kun på forsiden af kroppen. Så jeg måtte ned på liggestolen og slange mig på maven, selvom jeg hader at ligge på maven.
Al den ugidelighed har steget mig til hovedet, og jeg sidder her foran computeren og sumper og har ikke rigtigt lyst til for alvor at komme i gang med den her dag. Jeg gider ikke skrive det her blogindlæg, jeg gider ikke tage hen for at løbe, jeg gider ikke tage taget til Odense, men mest af alt, gider jeg ikke komme i tøjet, men samtidig er jeg også bare så træt af at lave ingenting, at jeg også bare trænger til at komme ud og væk. Jeg trænger til at få rørt lemmerne, jeg trænger til at få set noget andet, og jeg trænger til at få hovedet op i omdrejninger inden jeg starter på universitetet om en uge.
Det er vinter, og jeg er en lille and der svømmer rundt og rundt i hullet i isen som bliver mindre og mindre. Min tryghedszone bliver mindre og mindre, og jeg føler, at jeg bliver kvalt. Jeg har lyst til at råbe og skrige, og fægte med arme og ben for at gøre hullet større, men selvom det hjælper lidt, bliver hullet hele tiden mindre og mindre.
Fredag aften, dagen før jeg skulle løbe ude, var jeg rædselsslagen bange for at min kondition ville forsvinde i løbet af natten, jeg troede vitterligt at jeg ikke ville kunne løbe 100 m. I dag tager jeg til Odense for at besøge min far og farmor, men jeg er rædselsslagen og har lyst til at melde afbud, for ellers får jeg jo ikke vasket tøj på onsdag, og selvom jeg ikke lige kan se nogle skræmmende konsekvenser af det, så ved jeg alligevel, at det er slemt. Har jeg altid været så tvangspræget? Er jeg først begyndt at lægge mærke til det nu, eller er det noget der er gået hen og er blevet værre? Det er som om jeg går rundt og er bange hele tiden, også selvom det generelt går godt.
Jeg har ikke OCD, jeg har i hvert fald ikke en diagnose, men jeg begynder at så hvor forfærdeligt det må være. Jeg kan til gengæld ikke se hvor grænsen går mellem OCD og trygge autistiske vaner. De fleste med ASF (Autisme Spektrum Forstyrrelse) kender det trøstende ved at have små rigide vaner der gentages dag ud og dag ind. Alle mennesker er vanedyr, ikke kun autister, og vi kan vist alle godt lide noget trygt og velkendt, men lige så stille lister den tvangsprægede handling og tankemønster ind på en, og en dag vågner men og føler sig fanget, og man ved ikke hvordan man skal komme ud, for den virkelige verden udenfor alle vanerne er så stor og skræmmende, og hvis jeg ændre bare en lille bitte faktor, så styrter hele korthuset sammen, og så skal man samle sig selv op fra gulvet.
En af dagene bliver man tvunget til at gøre noget andet, og det er frygteligt og farligt, og måske går det godt, men bare fordi det går godt at ændre ved den ene ting, betyder det ikke, at det også går godt at ændre ved en anden, og man står og virker enormt overskudsagtig og fortæller om denne nye oplevelse, men det er mest for at skjule over for sig selv og andre, hvor bange man egentlig var.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar