Om sukkerafhængighed og reklamer

Hvor går grænsen mellem at være sukkerafhængig og på bare at være glad for chokolade? Kan man overhovedet være sukkerafhængig, altså sådan rigtig afhængig? Det er egentlig spørgsmål jeg ikke burde udtale mig alt for meget om, for jeg er ikke læge, jeg ved kun hvad jeg selv har oplevet, og hvad min psykolog har fortalt mig, eller rettere, hvordan jeg har opfattet det som min psykolog har fortalt mig.

Efter sigende skulle mange aspergere have det problem, at signalerne i hjernen ikke er kraftige nok, hvilket betyder at hjernen har meget svært ved at komme op i omdrejninger, og man bliver sløv og ugidelig om morgenen og formiddagen, og efterhånden i løbet af dagen kommer man op på niveau med andre mennesker, men det er en lang sej kamp, medmindre man tilsætter en god portion sukker.

Allerede som barn opdagede jeg instinktivt det med sukker, og jeg hældte altid så meget sukker på mine havregryn, at det ikke længere smagte godt, men ned skulle det. Alle de penge jeg kunne lægge mine små beskidte fedtfingre på gik til slik, også selvom det betød at stjæle fra mine forældre, og jeg tør slet ikke tænke på hvor mange gange jeg har tømt min mors sliklager. Med årene blev det så en regulær afhængighed.

Og hvorfor vil jeg så kalde det en afhængighed, i stedet for at indrømme at jeg bare var lidt for glad for chokolade? Er det ikke et sted at løbe fra sit ansvar at sige, at jeg kunne ikke gøre for det, jeg er jo afhængig. Jeg vil ikke mene, at jeg er et offer for min afhængighed, jeg deltog gladeligt i den, for hvis an endelig skal være afhængig af noget, så er chokolade da trods alt lækkert, men så var der bare lige skammen der fulgte mig overalt. Skammen var at handle i forskellige butikker i løbet af dagen, for at ekspedienterne ikke skulle se hvor meget sukker jeg egentlig spiste. Der var de løgnehistorier jeg fabrikerede, i tilfælde af, at en ekspedient spurgte hvorfor jeg købte så meget is hver dag. Der var de dage, hvor jeg stillede mig i kø foran Spar et kvarter før de åbnede sammen med alle alkoholikerne for at komme ind efter en plade chokolade, måske to, som jeg købte sammen med en liter mælk, som jeg ikke skulle bruge til noget andet end camouflage, for det var jo i virkeligheden den jeg skulle have, yeah right. Det var at forlade undervisningen på universitetet, fordi jeg skulle ud til automaten, og slikket blev spist inde på handicaptoilettet, for at ingen skulle se min skam. Jeg husker alle de fester jeg har været til, hvor jeg gik i trance under desserten, så jeg ikke ænsede noget omkring mig, hvor al min opmærksomhed var på den is/kage/fromage der stod foran mig, og jeg husker alle de kræfter jeg skulle bruge, for at de andre gæster ikke skulle kigge skævt til mængden eller den måde jeg spiste den på.

Der er selvfølgelig også andre aspekter af min afhængighed. Der var kampen for at holde vægten, selvom jeg spiste for 1,200 kcal slik nogle (temmelig mange) dage. Der var pengene, slik er dyrt, og det var det allerede inden den ekstra fedt og sukkerskat. Der var logistiske problemer, for nogle gange havde butikkerne lukket, eller jeg havde ingen kontanter (jeg havde kun et hævekort dengang), så jeg fandt mig i at gå over lange afstande på skæve tider af dagen, for at få mit fix.

For 1½ år siden skrev min psykolog et brev til min psykiater hvor hun fortalte om det med signalerne i hjernebarken, og da jeg samtidig viste tydelige tegn på ADD gik han med til til at starte mig på Ritalin, og det hjalp som en drøm, ikke kun på min sukkerafhængighed, men på hele min verden. Tidligere hvar det sådan at mine tanker var en lang serie af brudte sætninger, som min hjerne på en eller anden måde skulle sammenfatte til noget meningsfuldt. Pludselig kunne jeg tænke i helheder, og det gav mig overskud til at tage verden ind på en helt ny måde. Senere viste det sig at jeg ikke kunne tåle Ritalin i den dosis jeg fik, og vi måtte eksperimentere lidt med mærker og doser. Jeg er ikke sikker på, at jeg har den rigtige dosis nu, men jeg har ikke fået en psykiater i den by hvor jeg bor nu, så der kan ikke blive tale om at forøge.

Jeg har ikke spist sukker i al den tid jeg har fået medicin, for jeg tør ikke, for hvad nu hvis jeg ikke kan kontrollere det, en fjernsynet er fuld af reklamer for sukkerstads, og jeg begynder at savne sukker rigtig rigtig meget, og jeg føler mig svag.