I går var en dag hvor der var mange folk at lægge mærke til. Jeg ved ikke om det skyldes folk, eller om jeg selv var mere modtagelig for indtryk end normalt. Jeg er glad for at observere, både ting og mennesker, men det meste af tiden er jeg alt for træt, for især når det gælder mennesker er der myriader af ting man kan observere, og min autistiske hjerne har svært ved at udvælge hvad der er vigtigt. Nogle autister husker alt, men det gør jeg ikke. Der sker en eller anden form for udvælgelsesprocess oppe i hjernen på mig, men det er nogle gange yderst interessant at se hvad der kommer ud af det. Så her kommer nogle af de menneskelige observationer som jeg gjorde i går da jeg skulle hjem efter at have været på weekend hos min far.
Jeg sad i DSB-toget og skulle have kontrolleret min billet. Togkonduktøren var en lille trind dame med en meget blid stemme, og jeg husker, at jeg tænkte, at det var egentlig var utroligt, at hun kunne forblive så blid, når man tænker på hvor meget lort de må lægge øre til fra folk uden billet. Nogle gange møder man store mandlige konduktører der godt kan fyre en vittighed eller to af, men det er noget andet. Jeg ved ikke hvorfor det er noget andet, måske bare fordi de er mænd, og jeg har større tiltro til mænds evne til ikke at tage tingene personligt. Men i hvert fald fik jeg en ganske udmærket service.
Jeg havde købt pladsbillet i en stillekupe, men på den anden side af gangen sad der et søskendepar som snakkede dæmpet sammen under hele turen. Det var virkelig belastende, men for det første tør jeg ikke tysse på folk, og desuden så var de virkelig dæmpede, så jeg tænkte, at det gik nok. Overfor dem sad dog en ældre dame som var enormt optaget af deres snak, og hun gav sig også til at snakke med dem, og hun talte højt, eller måske talte hun bare almindeligt, men det irriterede mig så meget, at det virkede enormt højt. Jeg håbede, at en eller anden ville tysse på hende, men det gjorde de ikke. Som sagt tør jeg ikke selv, men jeg forsøgte at få øjenkontakt med hende for ligesom at signalere irritationsmomentet, men det lykkedes ikke. Måske er jeg lige lovlig smålig, men uh hvor det irriterede mig.
Da jeg havde været ude på toilettet, havde jeg lagt mærke til en ung pige med en katolsk liturgisk kalender, hvilket er en anvisning for rituel praksis, det vil sige hvilke bibelske tekster der er en given dag, om det er en speciel højtid, og om hvilken farve kirken og præsten vil bære. Jeg kan huske da jeg selv var nybagt katolik og havde overskud til at gå op i den slags, og jeg sendte hende varme tanker. Vi skulle begge af i Aarhus. Jeg vidste jo, at hun var katolik, men hun vidste ikke at jeg var. Jeg kunne have præsenteret mig, men det turde jeg ikke, så jeg arrangerede mit tøj, så min halskæde blev tydelig. Jeg har en meget katolsk halskæde som består af en kæde, et kors og en undergørende medalje, hvilket er en lille oval skive med et billede af jomfru Maria og en masse hjerter. Den er velsignet og er der for hele tiden at minde mig om Guds uendelige kærlighed. Pigen lagde faktisk mærke til den og spurgte om jeg var katolik, og om jeg som en sjældenhed var en dansk katolik, hvilket jeg kunne svare bekræftende på. Jeg snakkede ikke yderligere med hende, hvilket jeg fortryder bittert.
Ligeledes da jeg stod og skulle af, kunne jeg stå og se over skulderen på en mand der sad med sin iphone og kiggede på rifler med kikkertsigte til salg, hvilket fik mig til at gyse, for man hører jo hele tiden historier om mænd der går helt amok og skyder en masse mennesker, og jeg overvejede seriøst om jeg skulle melde det til politiet, men på den anden side, så havde han en alder, hvor det var mere sandsynligt at han var jæger.
Jeg skulle af i Aarhus, for jeg skulle ind på RSC (Rådgivnings- og Støttecentre) for at tale med mig vejleder og møde min nye mentor/tutor. Jeg vil ikke skrive alt for meget om hende her, for på en måde er hun en mere konkret person end de andre der bare var anonyme ansigter i mængden. Dette er en blog om MIG. Jeg har selv valgt at blotlægge mit liv, men det har folk omkring mig ikke, så det ville være forkert af mig at udstille dem. Jeg kan dog sige, at min mentor er en meget sød pige, men hun er meget ung, 6 år yngre end jeg selv. Til mødet var det mest mig der snakkede. Jeg skulle selvfølgelig præsentere mig, men der var nogle yderligere ting som var vigtige for mig at fortælle. 1) Mine arrede arme kan godt virke overvældende, men hun skal ikke være bange for mig, det er noget der sker i meget specielle situationer, og dem vil hun ikke komme ud for. 2) Jeg har en psykolog, en psykiater og masser af pædagoger, så hun har ikke noget ansvar over for mig på den måde, for ellers er det jo meget menneskeligt at ville tage over og hjælpe, hvis jeg i en periode havde det skidt. 3) Nogle gange glemmer jeg, at min verden kan være skræmmende, så det er helt i orden at sige fra, hvis jeg fortæller for meget. 4) Jeg forventer at hun er dygtig (hun fik 12 til sin eksamen), men jeg forventer ikke at hun ved ALT.
På turen hjem var der også flere mennesker der gjorde indtryk. Der var kvinden jeg stødte ind i i bussen, den søde fyr med stritøre jeg sad overfor i toget, men som ikke så på mig en eneste gang, og den midaldrende man der stirrede på mig i toget, da jeg havde været på toilettet.
Når jeg har haft en af de dage hvor jeg virkelig lægger mærke til folk, tænker jeg ret meget over, hvordan jeg til dagligt ser dem som en stor grå, homogen masse der omringer mig, skræmmer mig og kvæler mig, men i virkeligheden består denne masse af en masse til tider ret farverige individer, og jeg tænker på, om der også er nogen der lægger mærke til mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar