Om center for psykotiske lidelser

Lige siden jeg fik brevet fra min nye psykiater, har jeg følt mig ydmyget og stemplet, jeg er jo ikke psykotisk. Jeg skammer mig over at skamme mig, jeg kender jo folk der bliver psykotiske når de har det skidt, og ved at skamme mig over ordet stempler jeg dem jo endnu mere end samfundet allerede stempler dem. Der burde ikke være nogen skam ved at være psykotisk, det er jo en sygdom lige som alle mulige andre, men det er der, for det er en af de mest psykisk stigmatiserende titler man kan få på sig.

Engang var jeg ligeglad, faktisk kunne jeg, når jeg blev indlagt på psykiatrisk hospital i Risskov, godt lide at komme på det psykoseafsnit der dengang hed N7. Man var der så dejligt afskærmet fra den virkelige verden der var så meget mere skræmmende end de psykotiske mennesker. Psykosen har sin egen særlige logik, og jeg forstod den langt bedre end det kaos der eksisterede ude blandt almindelige mennesker. Men der er gået meget lang tid siden dengang, og nu prøver jeg faktisk at blive en del af livet, jeg vil være og blive accepteret som et menneske ligesom alle mulige andre, og så er psykoser ikke noget man har lyst til at blive associeret med. Hvad gør jeg når jeg næste mandag vender tilbage på skolebænken? Kan jeg så brokke mig over, at jeg ikke kan lide navnet Center for Psykotiske Lidelser? Dem jeg studere med er gode og rare mennesker, men de er unge, og min verden er så fremmed for mig, de vil bare høre ordet 'Psykotiske' og blive skræmt. Jeg fortæller dem ikke alt om mit liv, langt fra, men det er bare fordi jeg nærmere koncentrerer mig om at lytte end om at tale, men hvis jeg ikke siger noget, fordi jeg ikke MÅ sige noget om det, så føler jeg at jeg bliver nødt til at lyve for dem, og det har jeg ikke lyst til. Eller måske vil de forstå, det er svært at sige, og jeg er i vildrede.

Jeg ved ikke engang hvorfor det hedder Center for psykotiske lidelser, for åbenbart tager de sig lige så meget af folk med aspergers og AD(H)D. Jeg ved godt, at vores hjerner fungere meget anderledes end normale menneskers, men er det nok til at kalde os nærmest psykotiske? Er det fordi de mener, at vores måde at opfatte verden på er forkert og uvirkelig? Måske skal jeg slet ikke analysere så meget på det. Det er mest sandsynligt, at der skulle spares, og så skulle nogle ting slås sammen, og så fik det det navn, fordi det ligesom var nemmest, uden man ligesom tænkte videre over symbolværdien.

Men på trods af navnet, så var det godt endelig at få en psykiater igen, det har jeg ventet 10-11 måneder på, og mit liv er jo blevet vendt en gang på hovedet og rystet godt og grundigt. Den medicin jeg får er afstemt efter at jeg er en sårbar pige der tusser rundt derhjemme og har det ad Helvedet til og ikke har overskud til at gøre noget som helst fordi hun ikke får den rigtige hjælp, men sådan ser mit liv jo slet ikke ud længer.
Jeg har:
- mine blogs der klarer sig ganske godt.
- mit løb (når jeg ikke lige er skadet), og som giver mig en masse energi.
- universitetet som er virkelig fedt, men som tager en hulens masse energi.
- pædagogerne der kan være der for mig, når jeg har brug for dem, eller når jeg bare gerne vil snakke.
- bare almindeligt nogenlunde tyr på mit liv.
Jeg er simpelthen ikke længere den samme person, eller jo det er jeg lidt, men jeg er bare en mere hel person, men for at kunne udnytte det til fulde, er jeg nødt til at få mere medicin, så jeg er blevet sat op i Concerta mod min ADD, så jeg kan komme til også at fungere om eftermiddagen og måske endda i weekenderne.