Om søskende jalousi

Nej det er ikke min lillesøster jeg her vil snakke om, men derimod om hvordan det er at bo på et bosted med andre unge mennesker, som man ikke selv har valgt, og som man i mange tilfælde ikke har andet til fælles med end en diagnose. Det er en meget speciel oplevelse, og selvom det det meste af tiden går godt, så kommer der nødvendigvis nogle gnidninger fra tid til anden. De ting der sker er altid små og ubetydelige, men fordi man godt kan føle sig lidt isoleret på et sted som dette, så kan selv små ting komme til at fulde rigtig meget.

En af de ting der kommer konflikter omkring er pædagogernes opmærksomhed. Forleden dag havde jeg spist en stor frokost, men jeg rystede stadig på hænderne, og det var enormt svært for mig at samle opmærksomheden om noget som helst. Jeg havde efterfølgende et madplansmøde med en kontaktpædagog, og hun besluttede, at jeg skulle have noget mere at spise, så vi gik ud i køkkenet hvor jeg smurte en rugbrødsmad med godt med ost. Jeg spiste, men det var svært for mig, for jeg havde jo allerede spist, og jeg havde jo ikke gjort noget specielt for at 'fortjene' den ekstra mad.

Jeg havde virkelig brug for kontaktpædagogens selvskab og støtte, men en af drengene kom ud i køkkenet, og hun gik i gang med at tale med ham om hans nye bukser. Sandt nok, de var flotte, og de klædte ham godt, men hun er MIN kontaktpædagog og ikke hans, og JEG havde brug for hende. Jeg blev ikke vred, ikke denne gang, men jeg blev rigtig ked af det, og trak skuldrende op om ørerne og listede op i min lejlighed, hvor jeg sad og følte mig deprimeret, fordi jeg følte, at hun ikke holdt af mig længere.

Kort efter kom hun op og talte med mig. Jeg havde lige spist det sidste af min ostemad, men det var alligevel rart at få hendes støtte, og hun undskyldte, hun vidste jo egentlig godt, at jeg havde brug for støtte til maden, især når der kommer noget ekstra på.

En anden dag skete der det, at jeg sad nede i stuen og så fjernsyn. Nogle gange sidder jeg bare og ser fjernsyn, men nogle gange sidder jeg og har brug for at se fjernsyn fordi jeg er så udmattet, at jeg har lyst til at tude. Sådan en dag var det. Jeg havde næsten lige tændt da en af drengene kom forbi. Vi har haft et par kontroverser omkring TV programmet, og jeg må med skam meddele, at det ikke altid er mig der har ret. Denne gang satte han sig ikke ned, men gik bare forbi mens han sagde noget meget syrligt, halvvejs til mig, halvvejs ud i luften. Jeg blev ked af det og vred, og jeg sagde det straks til pædagogerne, for jeg er lidt af en sladrehank.

Det er nogle søde og rare drenge vi har her på stedet (pigerne for den sags skyld også), men det forhindrer ikke, at der en gang imellem opstår konflikter, men det vigtige er, at man kommer ud på den anden side uden at være alt for vred og bitter.