Jeg trænede hårdt i går. Efter jeg blev skadet og jeg skulle til at bruge andre maskiner end løbebåndet, har jeg været sløset og lidt ligegyldig med min træning. Jeg har trænet, men kun for lige at holde mig i gang, og for at forbrænde nogle kalorier, men det var nærmere en vane end en lyst, men nu må jeg tage mig sammen, så jeg overfører mit løbeprogram til den maskine jeg nu lige har gang i, så mandag er intervaltræning, onsdag er længde, fredag bakke og lørdag restitution. I går var altså længde, så jeg stod på maskinen i 30 min længere end normalt. Jeg var træt og tørstig, da jeg var færdig, men ellers var det ikke så galt, så jeg tænkte, hvorfor har jeg ikke bare gjort det noget før, men jeg var nok fornærmet over, at jeg ikke kunne løbe, for de andre maskiner var ligesom ikke 'fine' nok. Ja, jeg er lidt af en snob, det er jeg på mange andre punkter, så hvorfor ikke også motion.
Man forbrænder en hulens masse kalorier på den maskine jeg bruger lige for tiden, og jeg var kiste glad. Jeg prøver ellers ikke at gå alt for meget op i kalorier, hverken i mit virkelige liv, eller her på bloggen, men det er en lille smule relevant for hvad der skete senere på dagen.
Jeg spiste mine sædvanlige mellemmåltider, både da jeg kom hjem fra træning og da jeg skulle af sted på uni. Det var sådan, at først havde jeg masser af tid og gav mig god tid i badet, men så fik jeg hujende travlt, men skyndte mig så meget, at jeg nåede et tidligere tog. Da jeg så kom ind på universitetet havde jeg så rigeligt med tid til at mærke efter, og jeg sad og ærgrede mig lidt over, at jeg ikke lige havde spist en lille smule mere, for jeg følte mig træt og afkræftet. Jeg kunne have købt lidt mad i kantinen, men nu sad jeg lige og snakkede med nogen og jeg kunne heller ikke overskue de massive køer der nogle gange er, så jeg slæbte mig igennem timen og klarede mig alt andet end godt.
Da timen var færdig, var der to timer til jeg ville være hjemme, og jeg kunne slet ikke forholde mig til det. Jeg følte mig egentlig ikke decideret sulten, jeg var bare virkelig træt og rystede en lille bitte smule. I bussen ind til banegården tænkte jeg på sandwichs, store lækre sandwichs. Jeg havde lyst til at spise en og jeg afskyede tanken om at have lyst til en. De er så dyre og store og så fuld af kalorier, hvis man dag bare kunne få en lille en, og det kan man da sikkert nok, det er bare tre år siden jeg boede i Aarhus, og jeg ved ikke længere hvad man kunne få hvor, og jeg orkede ikke at lede, desuden syntes jeg ikke lige at jeg sådan virkelig kunne tillade mig at spise en, folk i toget kunne jo ikke se hvor hårdt jeg havde trænet om morgenen, og de skulle jo nødig tænke om mig at jeg er grådig.
Grådighed er en synd, men hvornår er man grådig, og hvornår opfylder man bare sine menneskelige behov? Det er et svært teologisk problem, eller det kan det i hvert fald nogle gange være, og det var ikke lige det jeg havde lyst til at bruge min energi på.
Jeg kom ind til banegården, og jeg både ville og ikke ville have en sandwich, og nu var det ikke længere bare et spørgsmål om jeg var sulten eller ej, det var et spørgsmål om jeg var normal eller syg. syg eller normal. Jeg skulle have en Pepsi inde i 7/11, og jeg kunne godt tillade mig en sandwich derindefra, for de er jo en lille smule fesne, så det var på en måde mere tilladt. Og jeg fandt en sandwich og den var meget lille og den var fesen, men den kunne holde mig kørende til jeg kom hjem. Jeg husker ikke helt klart hvornår jeg sidst spiste en sandwich med dressing og det hele, men nu gjorde jeg i hvert fald, og jeg var stolt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar