Om den bedste Bedste

Øv, jeg er vågnet alt alt alt for tidligt, og jeg har ikke noget Pepsi max, så nu må jeg klare mig en hel morgen uden mit drug. Jeg overvejer nærmest at springe min træning kl 6 over, for der åbner kiosken ved stationen, så kunne jeg gå derned og få en, men jeg kompenserer for min manglende cola ved at spise, så før denne morgen er overstået, så trænger jeg for alvor til at træne. Det er godt, at der ikke er andre oppe, for jeg føler mig sløv og gnaven og har lyst til at vrisse af en eller anden, men da der ikke er nogen, ender jeg bare med at sidde og se sløvt ind i skærmen. Øv, dette er officielt en dum morgen.

Morgenen startede endda endnu værre ud. Jeg vågnede kl 3 og tjekkede min mobil for at se hvad kl var. Der var kommet et par smser som jeg lige læste. Den ene var fra min far der sagde at min farmor er blevet opereret og efter omstændighederne har hun det godt, men hun får mad med sonde. Efter sådan en besked kunne jeg ikke bare lægge mig om på den anden side og sove videre, så jeg stod op. Det frygtelige er, at jeg ikke engang vidste at hun skulle opereres, og jeg var endda hjemme ved min far sidste weekend. Han spurgte mig, om jeg ikke ville over og besøge min farmor, men jeg var træt, og jeg havde ikke lige fået læst det hun havde givet mig ved sidste besøg, så jeg sagde nej.

Nu skammer jeg mig selvfølgelig over, at jeg ikke tog på besøg, jeg elsker hende jo meget højt, så det burde være naturligt for mig at tage på besøg, ligegyldigt om hun skulle opereres eller ej. Jeg ved ikke engang hvad hun er blevet opereret for, det kan jo være så meget, både alvorligt og knap så alvorligt, men det minder mig om, at også hun er dødelig, hende der ellers er så stærk og som betyder så meget for mig.

Da jeg var barn var min lillesøster meget syg og mine forældre havde ikke altid så meget tid til mig, men min farmor havde altid tid, og så kunne jeg sidde der i hendes blå sofa og brokke mig over livets genvordigheder. Det er minder jeg sætter meget høj pris på.

Problemet ved at modtage den besked på dette tidspunkt af dagen er, at jeg ikke kan skrive tilbage og spørge hvad, hvorfor, hvordan og hvad nu. Det er fredag, skal jeg tage et tog til Odense og besøge hende, eller vil hun hellere have besøg en anden dag, når hun har det bedre? Burde jeg være et godt barnebarn der bare tager af sted? Jeg vil gerne være der hvis hun har brug for mig, men jeg er ikke helt sikker på, om jeg kan overkomme at rejse derned igen allerede, på det punkt er jeg ikke så stærk.

I går var jeg efter timen oppe og snakke med min lærer om fravær. Første semester i hebraisk bestås i at være til stede og aktiv. Jeg er så aktiv som jeg overhovedet får lov til at være, men mit fravær er højt efter aftale med min psykolog. Hvis man ikke er til stede og aktiv, skal man til en skriftlig eksamen her til jul. Jeg synes hebraisk er så fedt, og jeg er så glad for at være tilbage på universitetet, at jeg med glæde ville tage den eksamen, men jeg ville lige snakke med min lærer om det. Han siger, at jeg ikke skal være bekymret, at mine evner og mit aktivitetsniveau over al måde kompensere for de timer jeg ikke måtte være der. Det er det størst tænkelige kompliment man kunne få fra ham, og jeg blev så glad, at jeg kunne have givet ham et stort vådt smækkys lige midt på munden, for når jeg bliver glad, så bliver jeg rigtig glad.